0 kommentarer

Multebærlandet af Sara Lidman

af d. 17. august 2003
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

225

Udgivet

1963

Originaltitel

Hjortronlandet

 

Og nu til Sara Lidman siger underviseren i svensk. Jeg kan som sædvanlig ikke tyde hans mine, fordi jeg sjældent læser noget, hvis den eneste årsag er, at jeg skal. I hvert fald ikke lige umiddelbart. Navnet hænger imidlertid fast i den del af hjernen, der samler stumper men aldrig helheder op og gemmer dem til evig forvirring. To år efter underviserens befaling læser jeg så endelig Sara Lidman og hold-da-op.

”Multebærlandet” er en krads fortælling om fire familiers tandslidende liv som husmænd. Vi befinder os i de dele af Sverige, hvor den krævende natur basker civilisationen ud af ringen. Med en vidunderlig skarp sans for besværligheder og tragikomik fører Sara Lidman læseren på tur i såvel åndelig som materiel fattigdom. Franz driver sin første kone til selvmord ved brug af tavshed. Den næste har desværre ikke det, der skal til for at ende urimeligheder og må blive i pinen. ”Katederpersonen”, frøken Vera Lidgren har så ondt ved sin skæbne som gammeljomfru i en udørk, at hun i flæng tryner børnene. Jo fattigere, des mere hån og tæsk. Hjemme hos Nordmarkerne lægger sult familien brak. Men indimellem fødes en drømmer med håb og tro på bedre vilkår. Og indimellem overlever en drømmer længe nok til at komme væk.

Uddrag:
”Til statshusmand kan antages svensk borger, der har gjort sig kendt for sparsomhed, ædruelighed og hæderlig vandel samt vist sig at være i besiddelse af gode, personlige egenskaber til at oparbejde og drive et mindre jordbrug.
Nordmark opfyldte kun det første af disse krav. Avlet i hunger samt sulte-fødet siden hen i alle sine livsdage, kom han aldrig til at stå så fast, at han kunne få øje på sine pligter. Fremtiden så han i korte stumper, fra morgen til middag, fra middag til aftensmad. Det var hans livs mål at få lov til at fortære så mange pølser, som han ville, men han drømte så hidsigt om det, at han ikke var i stand til at tage særlige forholdsregler for at nå målet. Han var blottet for den list, der planlægger i månedsvis, han var som et barn hele sit liv, uden at noget himmerige af den grund blev stillet inden for hans rækkevidde.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter