0 kommentarer

Mrs. Westaway er død af Ruth Ware

af d. 8. maj 2019
Info
 
Sideantal

375

Udgivet

2019

ISBN

978-87-02-27462-2

Originaltitel

The Death of Mrs. Westaway

Udgave

1

 

Spændende lige fra første side!!

“Mrs. Westaway” er klart en bog, der skal læses mindst én gang. Det er en velskrevet bog med mange twist og turns. Som læser bliver man suget med ind i fortællingen, og man sidder nærmest på kanten og tripper for at bladre om til næste side for at vide, hvad der kommer til at ske.

Bogens hovedperson er Harriet (Hal) Westaway, som er ensom og sidder i dyb gæld. For at tjene til føden og gælden læser hun tarotkort for folk. Hal modtager et brev, hvori det fremgår, at hun arver en kæmpe formue fra sin bedstemor, men bedstemoren har været død i 20 år. Hal kæmper med sin samvittighed; der må være sket en fejl.. men hun har hårdt brug for pengene. Hun beslutter sig for, at tage med til begravelsen på Westaway godset, hvor det viser sig, at alle arvinger er samlet. Hvad der blot skulle være en lille løgn – så Hal kunne slippe af med sin gæld – viser sig at være en større problematik, og det er ikke kun Hal, der spiller skuespil. Westaway familien gemmer på mange hemmeligheder, og lidt efter lidt bliver der kastet lys over et spændende og overbevisende familiemysterium.

Bogen er en Thriller med stort T. Velplottet og med alle de klassisk koder indenfor krimigenren. Der leges med spænding og endda gys, og læseren får det hele med. Vi følger den 21-årige Hal, som gennem romanen udvikler sig og kommer til at opleve og finde ud af hemmeligheder, som bliver livsforandrende for hende. Karaktererne i romanen er gennemførte, og beskrivelserne af situationerne er medrivende. Et ukompliceret sprog og de mange spændende og uforudsigelige plottwist gør, at bogen bliver slugt råt på kort tid.

Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle bankende thriller/krimi-hjerter. Ruth Ware har gjort et særdeles dygtigt arbejde med denne bog, og jeg skal ihvertfald læse mere fra hende. 5 stjerner!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter