0 kommentarer

Mörkhall af Rasmus Halling Nielsen

af d. 30. juli 2014
Info
 
Sideantal

76

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-3189-5

 

“Pas.” Sådan var min reaktion, da jeg åbnede denne digtsamling og begyndte at læse. “Jeg kan jo ikke skrive en anmeldelse af noget volapyk,” tænkte jeg. Derfor satte jeg en lyriker og lyriklæser stævne for en snak om, hvad Mörkhall er for en syret digtsamling, og hvordan man (jeg) skal læse den, forstå den, og (især) hvordan man (jeg) skal anmelde den! Så stor tak til Kaare Bergh, som har hjulpet mig med at læse og forstå og gjort denne anmeldelse mulig.

Mörkhall er et urovækkende kaos og opløsning af fragmenterede billeder, minder, ord, som sjældent hænger sammen. Og hvor jeg føler mig holdt lidt uden for det syreagtige trip, som den forfatterskoleuddannede Rasmus Halling Nielsen selv er på i sine skriv (men som dog virker som et ret pinagtigt trip).
Men da jeg udstod min egen pine ved at læse noget for mig ret meningsløst, begyndte kaosset at blive strukturen i sig selv. Og derfor også det, som endte med at blive præmisset for min læsning af digtsamlingen.
For i min iver efter at fremtvinge mening i sætninger, jeg ikke forstod, og som jeg ikke vidste hvordan skulle læses, og hvor jeg ikke vidste, hvor de ikkeeksisterende kommaer og punktummer skulle have været, hvis de fandtes – i den iver fik jeg lov at opdage, eller i hvert fald forestille mig, at forfatteren selv havde en iver efter at beskrive og sætte ord på noget. Og pludselig så jeg sætninger, hvor Rasmus Halling Nielsen helt konkret selv skriver om, at han ikke kan finde ud af at skrive om det, han vil skrive om:

“Jeg ved ikke hvad jeg forsøger at sige jeg kan ikke sige noget jeg kan ikke sige noget om dig,” skriver han.

Og så snart der står noget relativt forståeligt, får de ikke lov at bestå men spoleres igen af kaos og uforståelighed:

“Kærlighed ved at jeg bare står her og tikker af varme og balance: 3”

…..en ret så udtryksfuld sætning, som bliver forvrænget til slut med : og 3.

Hele bogen bliver med denne læsning en slags forsøg på at sætte ord på det sorgkaos, som jeg’et oplever efter farfarens død. Han prøver på forskellige leder og kanter at få det ned, ud. Man kan altså forstå Mörkhall som Rasmus Halling Nielsens forsøg på ad forskellige veje at komme overens med, undersøge og udtrykke en sorg. Han skriver en sætning, og når den ikke fanger essensen, prøve han at skrive det på engelsk i stedet, måske kan det udtrykkes klarere på et andet sprog? Han prøver at gentage sætningen, sætte et ekstra ord ind, måske hjælper det, for måske lykkes det denne gang?
Samlingen udvikler sig på mange måder til at blive mere og mere konkret. Mens det eksempelvis i starten handler om et cigaretskod som stikker op af sandet som en knogle, sætter han hen mod slutningen farfarens dødsannonce ind. Hvis jeg’et ikke kan udtrykke sin sorg i abstrakte lyriske termer, hjælper det måske at forholde sig til de rene facts – dødsannoncen.

Lad det være sagt: Der er langt mere lettilgængeligt poesi på markedet. Rasmus Halling Nielsen er for de hardcore. Sådan en er jeg nok ikke – jeg fik lidt for meget af meningsløsheden, det meget private indhold og de iturevne sætninger. Oplevelsen blev bedre med lidt vejledning i, hvordan man kan læse poesi, som ikke umiddelbart giver mening. Måske denne anmeldelse kan fungere som en læsevejledning til nysgerrige, som vil kaste sig ind i denne hal af mørke, som jeg på mange måder stadig forstår Mörkhall som.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter