0 kommentarer

Mordet på kommandanten bog 2 af Haruki Murakami

af d. 7. november 2018
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

448

Udgivet

2018

ISBN

978 87 7204 103 2

Originaltitel

Kishidanchogoroshi - oversat af Mette Holm

Udgave

1. udgave

 

Handlingen i bog 2 i tobindsværket ”Mordet på kommandanten” fortsætter nøjagtigt, hvor den slap op i bog 1. Hovedpersonen, en dygtig portrætmaler, befinder sig i et lille hus i bjergene, hvor han slikker sårene efter bruddet med sin utro kone og maler fantastiske billeder. Dog ikke så fantastiske som det nihonga-maleri, som det tidligere ejer af huset har efterladt oppe på loftet.

Billedet hedder ”Mordet på kommandanten” og viser et optrin, hvor en kreds af personer overværer et blodigt drab. Fundet af dette maleri sætter øjensynligt gang i en række sære hændelser på bjerget, der muligvis ikke er så øde igen. Som ofte hos Murakami spiller et brøndlignende hul i skoven bag huset en afgørende rolle. Grænsen mellem virkelighed og ’noget andet’ – måske mellem væren og ikke-væren – udviskes. Metaforer bliver ganske håndgribelige, forstå det, hvem der kan.

Mysteriet om, hvad der skete med den gamle nihonga-maler tilbage i Wien i forbindelse med nazisternes Anschluss trævles langsomt op, og det kaster måske lidt lys over det uforklarligt blodige sceneri i hans senere maleri.

Imens er vores sympatiske hovedperson i færd med at male en tavs, men interessant 13-årig pige med komplekser over sine uudviklede bryster. Han omgås en generøs millionær, der muligvis er pigens far, og han hygger sig med en gift kvinde, hvis brystparti bestemt ikke fejler noget.

Men langsomt trækker skyerne sig sammen over de japanske bjerge. Fundet af maleriet ”Mordet på kommandanten” og det smukt tilvirkede hul ude i jorden har sluppet kræfter fri, som ubønhørligt trækker vores hovedpersoner ind i et dramatisk slutspil, som handler om noget, der er større end liv og død; nemlig selve sjælen.

Med ”Mordet på kommandanten” er Haruki Murakami tilbage på toppen med et storværk, der trækker tråde direkte tilbage til nøgleromanerne ”Trækopfuglens krønike” og ”Kafka på stranden”. Det mere end antydes, at Murakami her sender taknemmelige hilsener til sine egne litterære helte Dostojevskij, Kafka og Proust.

Inspirationen fra de store, seriøse forfatternavne kan selvklart ikke afvises, men hovedpersonens muligvis metaforiske rejse gennem et underjordisk landskab, hvor han med sit mod og sin forstand må overvinde alskens farer og forhindringer for at nå frem til sit livsvigtige mål, minder nok så meget om Tolkiens ikoniske “Ringenes Herre”. Her viser de små, menneskelige hobbitter, at et ædelt hjerte kan besejre selv den argeste modstander, også selv om denne måtte befinde sig inde i en selv.

Thi den, der overvinder sig selv, er som bekendt større end den, der indtager en stad. Det kan meget vel være Murakamis pointe. Men hvem ved? Svaret blæser et sted over det japanske ørige.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter