0 kommentarer

Mordbrand af Michael Connelly

af d. 9. september 2016
Info
 
Sideantal

362

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7129-841-3

Originaltitel

The Burning Room - Oversat af Søren K. Barsøe

Udgave

1. Udgave

 

“Mordbrand” er Michael Connellys 27. bog og den 19. med kriminalbetjent Harry Bosch. Bosch ældes naturligt gennem bøgerne og har nu kun et år tilbage af sin karriere, inden han tvinges på pension. Han er teamet op med en ny partner, de har det med at dø eller søge væk fra ham, da han kan være temmelig besværlig at samarbejde med. Bosch er stadig i afdelingen for uopklarede sager i LAPD, og bogen starter med en obduktion af en mand, der blev skudt for 10 år siden, og en langsom blodforgiftning har til sidst endt hans liv, så Bosch og hans nye partner, Soto, må i gang med at opklare mordet. Samtidig dukker en sag om en 21 år gammel mordbrand tilfældigt op, og begge sager bliver gennemgået med Bosch’s sædvanlige energi og engagement.

Connelly har selv sagt, at det bliver mere og mere svært at skrive Bosch bøger, det kunne man godt fornemme i “Magtspillerne”, hvor han også skulle opklare to sager på samme tid. Der er faktisk ikke noget mærkeligt i det aspekt; real life cops har udtalt, at hvis de bare havde samme tid til at løse en sag, som Bosch, så ville de opklare flere sager. Det fungerede ikke specielt godt med to sager i “Magtspillerne”, men i “Mordbrand” giver det mere mening, og begge sager er spændende og godt fundet på. Connelly skriver som vanligt i sin fortløbende fortællerstil, ingen flashbacks eller personskifte, det er Bosch all the way, en skrivestil der altid har tiltalt mig. Der er ikke kræset om detaljerne, som i første halvdel af hans forfatterskab, men jeg efterhånden vænnet mig til den ‘nye’ Connelly. Pudsigt nok har denne bog flere henvisninger til den ikke oversatte “The Black Ice”, Connelly’s anden bog. I begge bøger er der en køretur til Calexico ved den mexicanske grænse, og forskellen på beskrivelsen af de to ture beviser den ændrede skrivestil, hvor der i “Ice” bliver brugt en del tid på at beskrive turen, omgivelserne, duftene, udsigten osv., så er det faktisk ikke eksisterende i den nye bog, men sådan er det nu engang i dag.

Connelly bruger stadig de samme underholdende henvisninger til det virkelig liv, f.eks. hører Bosch selvfølgelig soundtracket til dokumentarfilmen om Frank Morgan (Sound of Redemption), som Connelly har produceret. Bosch’ datter skal i biffen og se en ny rumfilm med Matthew McConaughey (kan det være andet end ‘Interstellar’?), og den opmærksomme læser ved selvfølgelig, at McConaughey spiller Mickey Haller i filmatiseringen af “The Lincoln Lawyer”. Det er som altid enormt underholdende, og der er mere af den slags i bogen.

Jeg læste bogen for to år siden, da den udkom på amerikansk, og den er ikke blevet ringere af en genlæsning på dansk. Dog bider jeg denne gang mærke i et par oversættelser, der undrer mig, men måske har jeg bare fået udvidet mit dansk? F.eks. så vidste hverken Bosch eller jeg, hvad en ‘fjammer’ er. Hvis i heller ikke ved det, så læs bogen, Bosch’ datter forklarer det fint!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter