0 kommentarer

Mord på medierne af Dan Turéll

af d. 1. januar 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

188

Udgivet

2000

ISBN

87-21-01416-7

Originaltitel

Mord på medierne

Udgave

3.udgave

 

Dan Turèlls »Mord på medierne« er fra 1988 og nummer ti i hans »Mord-serie«.
Serien består af tolv kriminalhistorier med vor ven, den navnløse journalist, advokat Gitte Bristol, fotografen Barbara, chefredaktør Otzen og politiinspektør Ehlers fra Station 1 på Vesterbro i København.

Det er sommer og bagende hedt i København, og et BZ-oprør ulmer i varmen.
Romanseriens hovedperson, den navnløse journalist, er lige i nærheden, da det hele endelig bryder løs. Brosten og sømposer flyver gennem luften, og politisirenerne larmer. Vi er virkelig tilbage i 1980erne her.

På en byggetomt finder den navnløse journalist ikke den tiltrængte stille stund til en cigaret, men liget af en kvindelig folkepensionist.
Kort efter bliver en kendt tv-journalist myrdet i TV-Byen. Kun anonyme breve til den navnløse journalist antyder, at de to mord har noget med hinanden at gøre, og han må på jagt i Bladets støvede arkiver for at finde forbindelserne mellem mordene og medierne.

Dan Turèlls sympati er ikke overraskende på BZ’ernes side. Bladets journalist, Steincke, kalder konsekvent BZ’erne for »ofrene« over for de slemme »spekulanter«, som bladet kører kampagne mod:
»Bladets kampagne havde været en succes, ja – og flere af de dengang opererende spekulanter var blevet straffet med bøder eller hæfte. Og hvad så? Så var de – viste det sig – efterhånden én for én taget til udlandet med deres kasse – og havde solgt ejendommene til medarbejdere, venner, stråmænd eller andre af samme type. Ny anpartsselskaber, nye ejere – og samme svineri«.

Åh ja, her er 1980er-romantik for alle pengene, og nogle gange nærmer det sig klicheerne. Underholdningsværdien mangler ikke i »Mord på medierne«.

Det romantiske journalist-billede får også en ordentlig omgang sovs:

»Journalister er ikke embedsmænd – eller burhøns eller tremmekalve. Det kan ikke nytte at spærre dem inde på kontorer. Så går de bare ud – de visner som stueplanter«, siger hovedpersonen, den navnløse journalist.
Herefter indvender politikommissær Ehlers:
»De fleste sidder der da«.
Og den navnløse journalist sætter lige tingene på plads:
»De fleste er gået ud på forhånd, helt uden videre. Det klarer den såkaldte Journalisthøjskole for dem«.

Det er næsten som at sidde i Ekstra Bladets kantine i gamle dage, hvor man røg og drak sig ihjel og plejede at image som nogle, der havde sex uden kondom, skyldte skattevæsnet og gav kreativiteten næring med humle.

Morsomt er det – med årene på afstand.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter