0 kommentarer

Moln – Jorden husker af Michael Kamp

af d. 12. juni 2011
Info
 
Sideantal

217

Udgivet

2011

ISBN

978-87-588-0973-1

 

For de fleste er juleaften noget man forbinder med hygge, god mad og gaver. Men i Moln lukker og låser man dørene, trækker gardinerne tæt for og spærrer skorstenen af. Her er julemanden ikke velkommen.

Den fiktive by Moln danner baggrund for Michael Kamps nyeste roman. Moln har siden tidernes morgen været hjemsted for udgydelse af blod, enten i form af ofringer, henrettelser, hekseafbrændinger og senest et sindssygehospital, hvor man ikke brugte helt traditionelle metoder. Men nu har man bygget en skole på stedet i håbet om at udrydde den blodige fortid – det viser sig ikke at være helt så let.

Bogen indeholder ni noveller, som har forskellige hovedpersoner, men alligevel fletter historierne sig sammen til et hele og giver et grumt billede af en lille dansk provinsby. Blandt mine yndlingshistorier er “Er der nogen?”, “Sult” og favoritten over dem alle “Hvid jul”. Jeg vil aldrig få samme forhold til julemanden igen! Men også “Hospitalssengen” som tager det alvorlige emne op om børn som mister forældre til en sygdom, og hvordan man tackler det, eller “De gamle” som bringer associationer frem om H. P. Lovecrafts skræmmende univers skal fremhæves.

Her er tale om en vellykket og gennemarbejdet samling historier, hvor det lykkes for Michael Kamp at ramme både den unge og den voksne læser. Måske vil den voksne læser i enkelte af historierne gennemskue plottet inden sløret løftes, men det gør dem ikke mindre underholdende, for Kamp skriver skræmmende godt, når han går efter det effektive og solide gys – og her lykkes det til fulde.

Tidligere har Michael Kamp bl.a. udgivet den fremragende satiriske roman “Fordærv”, der udkom i 2007. Året efter kom “Hvor de gamle visner”, som også var underholdende, men med “Moln – jorden husker” når Michael Kamp helt nye højder. Jeg kan ikke pege på en eneste novelle, som ikke fungerer, og flere af dem rammer direkte ind i reptilhjernen med gedigne gys. Der er ingen tvivl om, at “Moln – jorden husker” er en af årets horrorudgivelser for mig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter