0 kommentarer

Molloy af Samuel Beckett

af d. 19. november 2006
Info
 
Sideantal

234

Udgivet

1990

ISBN

87-01-17130-5

Originaltitel

Molloy (fransk)

 

“Molloy” er en mærkelig roman. En roman der på en måde er en anti-roman, fordi den kun har en meget sparsom handling, og fordi denne sparsomme handling på den ene side er ekstrem simpel og på den anden side svær at følge med i, fordi fortælleren, der jo skal guide læseren igennem bogen, er meget upålidelig. Bogen er delt op i to dele, der hver har sin hovedperson.

Det er ikke let at gengive, hvad den første del egentlig handler om, fordi fortælleren, ham der hedder Molloy (det tror han i hvert fald nok!), hele tiden er usikker, tøvende og generelt har en meget dårlig hukommelse. F.eks. siger Molloy:

“Faktisk ved jeg ikke så meget. Nu min mors død, for eksempel. Var hun allerede død da jeg kom? Eller døde hun først senere? Jeg mener død så hun kunne blive begravet. Jeg ved det ikke. Måske er hun ikke begravet endnu. I hvert fald er det mig der har hendes værelse. Jeg sover i hendes seng. Jeg skider i hendes potte. Jeg har overtaget hendes plads. Jeg må ligne hende mere og mere. Jeg mangler bare en søn. Måske har jeg én et sted. Nej, jeg tror det ikke.” (side 5-6)

Molloy har mildest talt svært ved at fungere i den verden, der omgiver ham. Vi får at vide af Molloy selv, at han sidder i sin mors værelse og herfra fortæller den historie, der så udgør første del af romanen. Molloy beretter om, hvordan han som en slags vagabond tog af sted for at finde sin mor. Om hun er levende eller død ved han ikke med sikkerhed. Han er heller ikke helt klar over, hvor hun præcist bor, og ikke nok med dette, så kan han knapt nok gå.

Anden del handler om en besynderlig agent for en besynderlig organisation. Agenten hedder Moran og han får til opgave at finde Molloy, som han vist ikke rigtig kender til. En opgave som for læseren virker håbløs netop, fordi Moran har svært ved at forstå, hvordan han skal opføre sig over for andre mennesker og nye situationer.

“Molloy” er en roman, der sætter det hovedkrav til sin læser, at læseren skal inddrage sig selv, fordi romanen hele tiden efterlader læseren i tvivl om, hvad han eller hun får at vide og skal tro på. Samuel Beckett er derudover berømt for at arbejde med “det absurde” i sine tekster, og en vigtig pointe ved romanen er også, at både Moran og Molloy ikke forstår den verden, som de befinder sig i, og ikke engang synes at tage det synderligt tungt, at de begge bryder sammen til sidst.

Nu skulle man tro, at det gør romanen meget trist, men egentlig gør det modsatte sig tit gældende. Den absurditet, som Beckett skildrer, fortælles nemlig med en sær humor, som man måske lige skal ind i først, men som derefter bliver virkelig sjov og overrumplende. Så for dem, der har lyst til en anderledes roman, der i sidste ende leger med, hvad vi overhovedet forstår ved romaner, er “Molloy” anbefalelsesværdig læsning.

– Denne anmeldelse deltog i Bogrummets julekonkurrence 2006

Lån bogen på Bibliotek.dk

Samhørende: Malone dør og Den unævnelige

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter