0 kommentarer

Mørke magter af Olaf Rye

af d. 1. april 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

188

Udgivet

1956

 

Et eller andet forlag bør hurtigst genudgive spøg-og-skæmt-romanen her.

Bag det uskyldige navn gemmer sig to af dansk litteraturs store mænd. De to Hans’er: Scherfig og Kirk. Hvorfor de har valgt at skjule sig bag et pseudonym står klart, for ‘Mørke magter’ kørte som føljeton i Arbejderbladet i 1940, og tyskerne har næppe set med milde øjne på en politisk farce som denne.
Direkte at genrebestemme værket er at gøre det en bjørnetjeneste, for ‘Mørke magter’ spiller på hele paletten. Det er en fjollet fabel over sammensværgelserne under krigen, – ret beset bare en stor spøg, forklædt som kriminalroman. Skrevet på et medrivende dansk, der ikke er sløvet af tidens tand og med en handling og et miljø der alt for sjældent er genstand for danske forfatteres blik. Der lurer konspirationer bag hvert gadehjørne og stemningen under besættelsen er mildt sagt trykkende. De medvirkende opfører sig tilsvarende suspekt i denne morsomme kabaret.

Hovedpersonen er den nyuddannede jurist Jens Bille, der naturligvis ikke ønsker at arbejde som advokat, men foretrækker journalistfaget. Det kan han ikke uden uddannelse, hvorfor han antager en taktik der går ud på at overdænge hovedstadens chefredaktører med forslag til artikler. Da hans evner som nyhedsspotter er ikke gode nok, kaster han sig over avisernes rubrikannoncer i jagten på et scoop, for den store konspiration gemmer sig sikkert bag en uskyldigt udseende kontaktannonce…
Hvad den faktisk viser sig at gøre, for Scherfig og Kirk kører farcen helt af sporet, og de gør det yderst konsekvent. Da Bille ender til en komsammen for overklassen hvor tjenestepigen gøres til genstand for en seance der skal befri den seksuelt undertrykkede arbejderklasse, kører forfatterparret fermt med den obligate klat.

Bortset fra det fantastiske omslag er der utallige grunde til at kaste sig over værket: Læs ‘Mørke magter’ for alle de skæve personer, alle de vanvittige klubber, – politiske såvel som de frelste; læs den som en skingrende skør beretning der foregriber Monty Python med cirka 30 år, og læs den for de sindssygt morsomme dialoger, der sjældent giver meget mening, – hvilket netop er pointen. For der er stor mening i galskaben.
Den afsluttende retfærdiggørelse af kommunismen er dog lige i overkanten, men den er heldigvis kort.

Stor tak til Christina Andersen for at gøre opmærksom på denne lille perle.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter