0 kommentarer

Mørke af Rikke Schubart

af d. 8. november 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

289

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7157-006-9

 

Tilbage i 2008 udgav Rikke Schubart første bind i sin trilogi om vampyren Natascha og søsteren Helene. Nu, seks år efter, vender hun tilbage med bind to, og selvom der er gået lang tid, siden jeg læste første bind, sørger Schubart for at læseren ret hurtigt får genopfrisket de vigtigste punkter fra “Bid”, uden at det kommer til at virke påklistret. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man læser bind ét først for at få det største udbytte af serien.

I slutningen af bind ét flygter Natascha sammen med Helenes mand, Anders, som også er blevet til en vampyr. Sammen med dem er Rosa, Helene og Anders 12-årige datter. Nataschas ønsker at gøre Rosa til vampyr for at bruge hende i sin plan om at skabe sin egen vampyrklan og gøre op med det etablerede vampyrsamfund.

Men Helene har ikke opgivet håbet om at redde Rosa. Sammen med dennes veninde Asta og den italienske retsmediciner Maria forfølger hun parrets spor til Polen, efter en tur omkring London hvor de møder sandsigeren Peter Lee.

Også den italienske kommissær Croce, der i bind ét forfulgte Natascha til København, er på sporet af parret uden dog at have nogen anelse om, hvad han har med at gøre. Han tror stadig, at der er tale om seriemordere, som er medlemmer af en form for sekt, der kræver blod.

Undervejs i den actionfyldte jagt gennem Europa får vi også præsenteret en lovende vampyr-mytologi, og handlingen her i bind to er generelt langt mere kompleks end i første bind, hvilket absolut er positivt ment, for historien er stadigvæk actionfyldt og underholdende. Idéen om at flytte handlingen til Polen, hvor der også trækkes tråde tilbage til 2. verdenskrig, virker rigtig godt, og er med til at gøre stemningen i romanen mere dyster og ubehagelig.

Alt i alt har Rikke Schubart hævet niveauet en tand her i “Mørke” i forhold til “Bid”, hvilket tegner yderst lovende for bind tre “Engel”, der er sat til at udkomme i efteråret 2015.

Også omtalt på Gyseren.dk

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter