0 kommentarer

Møder med Madsen

af d. 26. november 2019
Info
 
Sideantal

226

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7934-329-0

 

Jeg vil ønske, at jeg i dette liv kan nå de samme højder og de samme dybder i bare en enkelt samtale, som Erik Skyum-Nielsen og forfatter Svend Åge Madsen gjorde i Madsens hus for ti år siden, i forbindelse med Madsens 70-års dag. Madsens forfatterskab og gerning er selvsagt emnet der dykkes ned i, og når Skyum-Nielsen og Madsen mødes er det selvsagt ikke en letbenet og hurtigt fordøjet samtale; særlig Skyum-Nielsens spørgsmål har karakter af litterære indlæg, der er ligeså informative som Madsens omhyggeligt kringlede svar. Ganske som i sine bøger har Madsen en demokratisk og relativistisk tilgang der munder ud i et flerfacetteret verdenssyn. Det må man rose Skyum-Nielsen for, han får virkelig dirigeret samtalen så Madsen får redegjort grundigt for sit syn på verden og på sine bøger. Et syn der faktisk har ændret sig med tiden, i kraft med at Madsen han læst diverse universitetsspecialer skrevet om hans forfatterskab.

Samtalen følger en forholdsvis kronologisk tilgang til forfatterskabet, derfor startes med Madsens debut “Besøget” og her har Skyum-Nielsen et bud på en tolkning der runder debuten så godt af, at man selv føler at man har læst den, og i øvrigt fået mere ud af den, end man kunne vente på egen hånd. “Se dagens lys” får også en stor del af opmærksomheden, samt “Mange sære ting for”, som udkom kort før de to litteraters møde. Man behøver ikke at have læst hverken den ene eller den anden for at følge samtalen, da indholdet forklares og diskuteres grundigt.

Det er en udgivelse for de der i forvejen læser SAM, – det burde være åbenlyst, alternativt vil den være særdeles anvendelig for en afsluttende danskopgave på gymnasielt niveau, eller som oplæg til en universitetsafhandling. ‘Møder med Madsen’ åbner forfatterskabet op, så det formodentlig vil være lettere ikke kun at være underholdt af den næste ‘Madsen’ man får i hånden, – men også at kunne læse bagom og se hvad det er Madsen (muligvis) vil med bogen. Muligvis, for med ham kan man aldrig være helt sikker.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter