0 kommentarer

Modellen af Lars Saabye Christensen

af d. 10. juli 2007
Info
 
Sideantal

321

Udgivet

2006

ISBN

9788202248772

Originaltitel

Modellen

Udgave

1.udgave

 

Endnu engang tager Lars Saabye Christensen et af sine foretrukne emner op, da han i kunstnerromanen ”Modellen” fortæller historien om den selvcentrerede og anerkendte kunstner, Peter, der pludselig får den knusende besked om, at han er ved at blive blind. Dermed står Peter over for flere kriser i sit liv. Han er ved at miste grebet om kunsten og har svært ved at få farverne til at lægge sig i de rigtige folder på lærredet. Ligeledes venter en stor udstilling og 50 års fødselsdag, hvilket fylder ham med præstationsangst. Samtidig skranter familielivet, og som læser pines man særligt over beskrivelsen af, hvorledes den ellers hengivne datter Kaja gang på gang – og med rette – skuffes over sin til tider usympatiske far.

Det føromtalte tema som Saabye Christensen gentagne gange har bygget sine fortællinger op omkring er livsløgnen, sat over for sandheden, og hvordan mennesket til tider står over for at vælge mellem disse modpoler. Netop dette valg kommer også hovedpersonen Peter til at stå over for, da han tilfældigt møder en plage fra fortiden, der puster til hans mørke side. Eller er det måske blot en almen menneskelig side, som den til tider kan komme til udtryk? Nemlig begæret efter fortsat anerkendelse og succes, koste hvad det vil.

Der er masser af symbolik i bogen – kunstmaleren, der vitterligt er ved at miste synet og tror at kunsten er hele hans liv; at han må og skal være seende for at overleve. Paradokset er, at samtidig med at han finder en vej ud af mørket, bliver han blind over for det helt centrale i hans liv, de mennesker der elsker ham. Det klarsyn synes Peter at få til sidst, men da synes det at være for sent. Samtidig har vi den lumske og beregnende mefistoles-figur, der lokker Peter til at indgå en skæbnesvanger pagt med djævelen.

Romanen er ligeså bestialsk en oplevelse at læse som Saabye Christensen forrige roman, ”Maskeblomstfamilien”, men ikke desto mindre ligeså dragende. Man læser med iver som var det en kriminalroman, da handlingen både er spændende men også rædselsvækkende. Måske også denne iver fordi man håber på forløsning og happy ending for de personer, der gennemgående pines i fortællingen. Det skal man dog ikke forvente, når man giver sig i kast med denne roman, men forvent en god læseoplevelse og medrivende fortælling, der printer sig ind på nethinden.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter