0 kommentarer

Mod naturen af Tomas Espedal

af d. 10. juni 2012
Info
 
Sideantal

165

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92439-34-5

Originaltitel

Imot naturen

 

Tomas Espedal har længe været blandt de forfattere jeg sætter allerhøjest. Jeg troede egentlig at jeg for længst var kommet ud over min idoldyrkende fase, men når jeg læser hans værker, bliver jeg som besat og mere end en gang har det været der, det brændende ønske om at være som ham, nej, at være ham! Leve hans liv som forfatter, arbejder, vandringsmand, slagsbror, dranker og elsker. Misbruge og udlevere mig selv i kunstens og kærlighedens tjeneste. Gå til grunde i ubodelig sorg eller svæve højt i den højeste lykke.

Ingen anden forfatter får denne ungdommelige lyst frem i mig. Hvorfor så Espedal? Dels skyldes det vel det selvbiografiske stof: at dette (tilsyneladende) er levet liv og at alle de skræmmende og hjerteskærende hændelser virkelig har fundet sted. Den følelse af at komme så tæt ind på livet af et menneske du aldrig har mødt, men som afslører alt for dig, sin lykke og sin skam. I er fortrolige. Det er næsten uanstændigt. Og så er hans liv er så vildt! Han synes at være gjort af det samme stof som kunsthistoriens vilde genier, de poesiens og rockmusikkens unge døde, der levede det vilde og farlige, selvdestruktive liv, levede det fuldt og helt, så at ingen stor følelse og ingen af livets ekstremer var dem fremmede. Der er uden tvivl en del selviscenesættelse i dette fra Espedals side, men det virker!

Dernæst er det den høje litterære kvalitet i alle Espedals værker. Selv om han hævder at have ambitioner om det modsatte, så skriver han forbandet godt. Han har ofte selv bedyret at han i sit skrivearbejde, frem for alt bestræber på at skrive dårligere, grimmere, mere enkelt, umiddelbart og upoleret. Deraf den fragmetariske, notesbogsagtige form, det rå og tilsyneladende uordentlige i hans bøger, og sproget der i passager hælder mere mod poesi end prosa. Paradoksalt nok er denne skrivestil blandt hovedårsagerne til at hans bøger virker så stærkt. Den øger følelsen af intimitet og potenserer de i forvejen stærkt bevægende hændelser, så at der i de bedste passager er øjeblikke af helt uhørt intensitet.

Alt dette gør sig gældende i ‘Mod naturen’, der dog ikke er helt så opbrudt og eksperimenterende som hans tidligere bøger, ligesom den bevidste komposition er mere tydelig. Han viser her i hvor høj grad han mestrer den præcise, smidigt flydende prosa, når han altså vil. Som i skildringen af hans første arbejde på faderens fabrik, eller af det stormfulde forhold til Agnete. Ingen af Espedals bøger er vel deciderede pageturnere, men her vender den ene side virkelig den anden!

Ingen skriver så rammende om den store simple lykke det er at elske et andet menneske som Espedal: “Jeg ved nu at lykken er vanskelig at beskrive; den lever sit eget stille, usynlige liv midt i hverdagen mellm de to som elsker. Hun lå på sofaen og hvilede sig. Jeg stod i køkkenet og lavede mad, råbte til hende at maden var færdig. Forstod jeg ikke hvilken lykke det var at hun lå på sofaen og læste? At vi skulle spise middag sammen? Jeg tænkte ikke på det; jeg var lykkelig.”

Eller med så stor præcision og patos om at miste denne lykke: “Overalt i huset findes hun, overalt i huset er hun borte.”

Espedal har udtalt at ‘Mod naturen’ bliver hans sidste selvbiografiske værk. Hvis dette viser sig at holde stik, må man sige at han slutter af med maner og at dette er en mere end værdig afslutning på det espedalske projekt. Det er kronen på et stort værk. Noget af det bedste jeg har læst i lang, lang tid.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter