0 kommentarer

Mo sagde hun var spøjs af James Kelman

af d. 3. april 2014
Info
 
Sideantal

272

Udgivet

2013

ISBN

978-87-92976-12-3

Originaltitel

Mo said she was quirky

 

Det er en pragtpræstation, James Kelman udfører i “Mo sagde hun var spøjs”. Intet mindre. Med håndholdt mikrofon hopper han ind i sin hovedpersons hoved i 24 timer, sætter sig godt til rette og transmitterer hver en tanke, hvert et ord direkte til den sagesløse læser. Næppe nogen sinde har man oplevet noget lignende. Projektet er overbevisende og eminent flot udført

– og temmelig anstrengende for i hvert fald den mandlige del af publikum. For den 27-årige Helen er en meget træt, meget tænksom, meget bekymret, meget handlingslammet kvinde, som selv når at blive ked af al sin selvmodsigende, pessimistiske, ret banale kværnen i løbet af de 272 sider, der kræves for at nå uret rundt.

Tankevirksomhed uden ydre stimuli fungerer ofte som associationer. Én tanke fører til den næste, som igen giver inspiration til nyt stof, med mindre den da springer tilbage igen og kører i ring, hvilket især sker, når man er træt. Og Helen er meget, meget træt:

“Triste tanker, trist af tankerne; tankerne var ikke i sig selv triste, tristheden kom af at tænke på dem, deres liv, deres liv var bare så fattige, fattige liv, også kasinoet og de folk hun så og mødte dag ud og dag ind, nat efter nat efter nat, ødsle og overfladiske og nogle rædselsfulde, virkelig rædselsfulde, rædselsfulde mennesker og alle deres rædselsfulde holdninger, som gik ud i natten og uden om skyggerne, de mørke gyder og sidegaderne, dem ville de ikke vide noget om.”

Fantastisk skrevet, ikke sandt, men også enerverende grænsende til det hypnotiske.

Helen er dealer aften og nat på et kasino i udkanten af London. Bogen starter, da hun sammen med to kolleger kører hjem med taxa en tidlig morgen efter arbejde. Ud af sideruden ser hun en mand, en substistensløs, som måske, måske ikke er hendes længe savnede broder, Brian.

Hjemme i den usle, lille lejlighed undlader hun at hoppe ned i sengen til sin sovende kæreste Mo og den 7-årige datter, Sophie, som hun plejer. Hun sætter sig med en kop te og finder de gamle familiefotos frem fra barndommen i Glasgow. Og så kværner tankerne, mens hun bliver mere og mere udmattet, men stædigt nægter at gå i seng.

Hun tænker på moderen, der ikke elsker hende; faderen, der gjorde, men døde for tidligt; den elskede broder; den lille datter, som står foran den skræmmende størrelse, livet er; Mo, den pakistanske kæreste, der bestemt er god nok, men har nogle aparte normer og familiemønstre; eksen, som var et bøvet møgøre; racisme; mad; tv; jobbet; kollegerne…

De mange tanker og overspringshandlinger (hun når INTET på det døgn) afbrydes af små, forfriskende sekvenser af dialog med datteren, et lille put med Mo og uddeling af kort på kasinoet. Men ellers er det småt med action i denne unge kvindes trædemølle af et liv.

François-Eric Grodin leverer en forrygende oversættelse; det kan ikke have været nemt.

Forsidebilledet af en letpåklædt pige er helt ude i hampen. Det signalerer noget pikant, der absolut ikke er dækning for.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter