0 kommentarer

Mit navn er Legion Af Henriette Houth

af d. 19. januar 2015
Info
 
Forlag
Sideantal

241

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7115-102-2

 

Novellesamlingen “Mit navn er Legion” skal især læses for sin virtuose, musikalske behandling af det danske sprog. Smukke guirlander af ord snor sig kælent om læserens verbale nydelsescenter, stiller sig skamløst an, kildrer og pirrer, lokker og frister, til man stønner af fryd. Det er en lang, sprudlende ordgasme. Til gengæld må det mere actionorienterede publikum nok hellere springe over.

Bogen er et orgie af sproglig vellyst og original tankevirksomhed. Ti fortællinger med bibelske motiver, der hver især får en tur i Henriette Houths velsmurte vridemaskine og kommer ud på den anden side som fuldkommen verdslige og mestendels uhyre tilfredsstillende anekdoter.

I “Sten på sten” er Louise på forretningsrejse i Schweiz. Hun bor i et hus, hvor hun konstant overdænges med velmente, men højst uvelkomne invitationer:

“Tre aftener i træk med ostefondue – man skulle tro, de i det mindste kunne have koordineret deres menuer lidt – og en lige så osteagtig konversation, fad og gummiagtig, med en evne til at trække ud i lange, slappe tråde, der aldrig syntes at ville slippe.”

Houth mestrer som få det præcise ordbillede, den originale metafor, der både forklarer og uddyber en situation og samtidig får læseren til at trække benovet på smilebåndet over mødet med en så udsøgt sproglig begavelse.

I “Babel”, samlingens formidable højdepunkt, møder vi en dansk kvinde i Sankt Petersborg, gift med musikeren Misja, med hvem hun har et ordløst forhold; de fatter ikke et suk af hinandens sprog. I stedet anskaffer kvinden en dagbog, hun kan chitchatte med om løst og fast. For eksempel om verbet ‘at bable’, som hun holder meget af, fordi:

“… det er så lydligt tilfredsstillende, bable, næsten et onomatopoetikon. Et ord, der åbenlyst har det sjovt; et ord der nyder lyden og fornemmelsen af sig selv, mens det boltrer og gnubber sig og puffer rundt med læberne, før det til sidst sætter af med et lille frydefuldt hop.”

I samme novelle får Houth lige sat en meget aktuel form for religionsdyrkelse på plads:

“Jo mere troende folk er, jo mindre tror de i reglen, og så meget desto mere synes de at vide. Hvem andre ville finde på at bruge verbet tro og samtidig på forhånd have afskrevet alle andre potentielle sandheder? Som om tro pludselig var kommet til at betyde noget andet, end det plejer at betyde, nemlig at man ikke er sikker.”

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter