0 kommentarer

Miss Penhows blødende hjerte af Andrew Taylor

af d. 21. december 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

413

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7955-646-1

Originaltitel

Bleeding Heart Square

 

Allerede da jeg så forsiden af Andrew Taylors nye krimi, var jeg solgt. Den simpelthen oser af stemning, og da en kollega så kaldte den en af de bedste krimier, hun havde læst i år, var der ingen tvivl. Og heldigvis levede “Miss Penhows blødende hjerte” som er henlagt til 1930’ernes England helt op til forventningerne.

Da Lydia Langstone en dag får tæsk af sin mand, vælger hun overraskende for alle at forlade sit privilegerede overklasseliv og flytter i stedet hen til sin forhutlede far, kaptajn Ingleby-Lewis, på Bleeding Heart Square nr. 7.

Ejendommen ejes af mr. Serridge, men tidligere tilhørte den hans forlovede, miss Penhow, en gammeljomfru som meget pludseligt forsvandt kort efter forlovelsen var trådt i kraft.

Nu har miss Penhows nieces forlovede, mr. Rory Wentwood, imidlertid fattet interesse for sagen, og han flytter ind i huset, hvor han sammen med Lydia langsomt vikles mere og mere ind i det mystiske spind omkring mr. Serridge.

Hvert kapitel indledes med et uddrag fra miss Penhows dagbog, som kommenteres af en ukendt person, og det er tydeligt, at miss Penhow var dybt forelsket i Serridge, som til gengæld blot udnyttede hende for at få fat i hendes penge.

“Miss Penhows blødende hjerte” er en krimi med den tragiske sag om miss Penhows forsvinden som omdrejningspunkt. Men man kan sagtens læse den, selvom man overhovedet ikke bryder sig om krimier, for Andrew Taylor tegner et fascinerende billede af både tiden og personerne. For mig var det mindst lige så interessant at læse om Lydia Langstone og de problemer, hun kommer i ved at forlade sin mand, eller høre om dannelse af British Union of Fascists og deres tankesæt, som det var at løse krimigåden.

Andrew Taylor fortæller en spændende historie, som langsomt udfolder sig, mens læseren gribes mere og mere af personerne og deres skæbner. Jeg blev i hvert faldt forført af romanen, og har fået mod på at kaste mig over andre af hans bøger.

Andrew Taylor har bl.a. også skrevet den velanmeldte krimiserie med kriminalassistent Thornhill i hovedrollen, der foregår nogle år efter 2. verdenskrig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter