0 kommentarer

Minna mangler et øvelokale af Dorthe Nors

af d. 27. februar 2019
Info
 
Sideantal

91

Udgivet

2013

ISBN

978-87-638-2705-8

 

Minna er temmeligt gammel efterhånden. Minna er komponist, men bor i lejlighed omgivet af emsige naboer, der ikke er vilde med Bach. Minna er vild med Bach og Schubert og Bergman. Sidsnævnte ligger tit på Minnas bryst, når hun er på sofaen. Om dagen sidder Minna i Diamanten og skriver noder på papir. Måske er det svært uden instrumenterne. Måske ikke.

Om aftenen er Minna vist tit sammen med Lars, som synes at Minna er krævende. Minna synes til gengæld, at der mangler et eller andet foran Lars’ men, og kan man i virkeligheden slå op med nogen via en sms? Lars kan.

“Minna mangler sikkerhed i tilværelsen. / Minna savner volumen. / Minna savner et sundere alternativ. / Minna vil gå op i økologi. / Minna vil blande et barn ind i det. / Minna vil prøve at være ligesom de andre. / Lars skal hjælpe hende, men / Lars bruger kondom. / Lars er oppe på cyklen og af sted. / Lars er Lars.”

Minna mangler et øvelokale er rubriceret som en roman på www.Bibliotek.dk. Jeg er ikke helt enig. Men jeg ved heller ikke, om jeg vil kalde det et langt digt. Måske er det tegnsætningen, der driller. Men under alle omstændigheder er Minna mangler et øvelokale en skøn, letoverskuelig sag om en kvinde uden et røvhulsfilter, der er omgivet af røvhuller. For kvinde er kvinde værst, som Minnas mor siger. Og Minnas mor har ret. Der er Jette, som bare gerne vil fortælle om alt de sex hun får. Karin, som vil fortælle om livet på landet med manden – og den gode sex. Der er moren, der vil fortælle om sine døtre på bloggen på nettet. Der er søsteren Elisabeth, som vil fortælle Minna, hvordan hun skal leve sit liv. Og der er Linda, som er lækker, og som Lars skriver en ni-siders-lang artikel om.

Så Minna kapitulerer. Eller måske gør hun netop ikke det. I hvert fald tager hun til Bornholm, hvor hun falder på røven i vandet. Men det er nok ikke det værste der kan ske, når nu Tim er lige i nærheden. Tim har måske et øvelokale. Og så kan Minna jo altid sende ham havfrueblikket.

Jeg har kaldt Minna mangler et øvelokale for en udviklingsromen, selvom jeg ikke er helt sikker på, om Minna udvikler sig, eller om hun bare finder en ny Lars.

Du kan jo læse den selv, og se, hvad du tror.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter