0 kommentarer

Minefelter af Jens Nauntofte

af d. 14. september 2017
Info
 
Sideantal

235

Udgivet

2017

ISBN

9788740036206

Udgave

1. udgave

 

Jens Nauntofte klipper elegant mellem sit professionelle og personlige liv og trækker tråde til barndommen i Viborg, hvor en maniodepressiv far slog hårdt ned på enhver form for ulydighed. Udenrigsreporteren begrunder, hvorfor han fik en særlig interesser for Mellemøstens despoter og tyranner. Den, synes jeg godt nok, virker noget søgt. Men Nauntofte er en god historiefortæller og ved, at kedsomheden lurer i detaljerne, kronologi og manglende prioritering.

Jeg er sikker på, at han klipper en hæl eller en tå her og der – hvilken velskrivende journalist gør ikke det? Men han får fortalt om sit liv med samme uforfærdethed, som han kastede sig ud i Københavns natteliv som en ung jydetamp også udlevede sin eventyr- og kærlighedslyst i det udenrigs.

Man tror ham, når han fortæller, at hans store litterære forbillede var Graham Greene og Ernest Hemingway. Så får man svaret på, hvorfor Jens Nauntofte bar det der gråsprængte fuldskæg det meste af livet. Det var ikke trimmet eller friseret, som de fleste fuldskæg er det i dag – især inden for den elektroniske og digitale medieverden. Hvordan mon Nauntofte ville have det i medieverdenen i dag?

I Minefelter kommer vi med tilbage til macho-tiden, hvor redaktionerne var et vildnis af røg, temmelig meget alkohol og politik.

En faldskærmsreporter er en journalist, som en redaktionschef kunne kaste ud et næsten hvilket som helst sted i verden, når det brændte på. Sådan en var Nauntofte. Det var ikke altid lige dybsindigt, hvad der kom ud af munden på ham. Det lægger han heller ikke skjul på i et enkelt konkret tilfælde, som han refererer i bogen. Han ejede dog en afvæbnende charme, der med garanti har været et nødvendigt værktøj, når det brændte på de steder, hvor han fik sine jagtmarker – frem for alt Mellemøsten, Vietnam og så det langt mere ordnede Tyskland, som han fik et specielt forhold til gennem en af sine damebekendtskaber.

Der tales lige ud af posen: Hvorfor i alverden skulle han dog sidde derhjemme og lave rugbrødsjournalistik, når han havde den status, at han kunne skumme fløden? Han har været en hanelefant og øverst i journalisternes fødekæde. Det er ofte en fordel ikke at tvivle på sig selv, og tvivlen på sig selv var tydeligvis noget, Nauntofte lagde fra sig i sin ungdom.

Nauntofte blev dog ramt i solar plexus, da han blev hængt ud som en af »de røde lejesvende« i et program på sit eget gamle DR. Nuvel, han havde da sympatier til venstre for midten, men det var der så mange, der havde i 1970erne – stærkt påvirket af den Vietnamkrig, hvor han i øvrigt var en af de få, der blev i landet efter, at amerikanerne i huj og hast fløj ud af Saigon i deres helikoptere.

Nauntofte bliver dog aldrig skinger i sit selvforsvar. Meget sigende er kritikken af Jacob Rosenkrands’ program om »De røde lejesvende« stærkest i forordet, som Nauntofte aldrig nåede at bestille personligt. Heri kalder kollegaen Leif Davidsen programmet for »manipulerende« og »svinsk«.

»I Jagten på De Røde Lejesvende smagte jeg min egen medicin og mærkede afmagten over journalistikkens beskidte kneb. Det var præcis sådan, det måtte have været at medvirke i nogle af mine egne interviews. Jeg begyndte at huske hvordan nogle af mine egne gæster havde kigget hjælpeløst på mig, når kameraet var slukket«, skriver Nauntofte selvkritisk. Om han har fortalt hele sandheden? Ja, det ved man aldrig med erindringer.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter