0 kommentarer

Min far var spion af Frank Jensen

af d. 1. januar 2020
Info
 
Sideantal

304

Udgivet

2019

ISBN

978-87-7036-417-1

Originaltitel

Min far var spion

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Følger man nogenlunde regelmæssigt med i tv-nyhederne har man sikkert opdaget en ældre mand ved navn Frank Jensen, der fra tid til anden udtaler sig om kriminalsager. Han er født i 1949 og er tidligere operativ chef i PET og har desuden arbejdet som hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling. Han blev pensioneret i 2012 og har siden da udgivet fire spændingsromaner – og nu også en bog, der handler om hans far, Ernst.

Frank Jensens far var ikke en helt almindelig familiefar med et almindeligt arbejde og en lige så almindelig omgangskreds. Han var nemlig i mange år hemmelig agent og Frank Jensen finder først som voksen ud af, at forældrenes venner for en stor dels vedkommende også var hemmelige agenter, der brugte deres dæknavne selv når de var på besøg hos Frank Jensen og hans familie.

”Min far var spion” er fortællingen om Frank Jensens far og om hvordan han ved et tilfælde bliver indsat som hemmelig agent på en tysk flyfabrik under dække af, at skulle studere i Tyskland. Det er desuden en bog, der giver et unikt indblik i, hvordan en snu, ung mand bliver betroet afgørende krigshemmeligheder og nye opgaver, selv da han sidder i fangelejr i Sverige og læseren følger også hvordan danske agenter kæmpede mod kommunistiske agenter på tysk jord efter Anden Verdenskrig.

I bogen afslører Frank Jensen også en hidtil hemmeligholdt ”spioncirkel”, som har opereret i flere årtier efter krigens afslutning.

Faderen dør angiveligt ved et selvmord, men det er usandsynligt set med Frank Jensens øjne, det ville være helt ulig faderens natur at tage sit eget liv, men han får aldrig opklaret hvad der i virkeligheden er sket.

”Min far var spion” er en bog, der viser, at virkeligheden nogle gange er mere spændende en selv den mest opfindsomme og velskrevne kriminalroman. Virkeligheden overgår nogle gange fantasien.

Dette er handlingsmæssigt en virkelig spændende bog, en bog, hvor den ene side tager den anden og man bare har lyst til at læse et par sider mere for at se hvad der nu sker – og før man her set sig om har man gnasket halvdelen af bogen igennem og klokken er blevet over midnat.

Sprogligt set er bogen måske ikke den helt store fest, man for pokker, det er dælme en god og spændende bog alligevel. Bogen giver indblik i en verden som de færreste af os kender til og jeg synes bestemt, at dette er en læseværdig bog.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter