0 kommentarer

Mimi og Christian af Christian Kelm-Hansen

af d. 1. april 2012
Info
 
Sideantal

80

Udgivet

2002

ISBN

87-90476-07-7

 

Christian Kelm-Hansen var mest kendt som en af arkitekterne bag den danske ulandspolitik. Han var i en lang årrække generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, præsident for Dansk Røde Kors og desuden socialdemokratisk folketingsmedlem i en halv snes år.
Og så var han sønderjyde.
Christian Kelm-Hansens forældre var kirketjenere i Kirke Hørup på Sydals, og her levede de i et aktivt og nationalbevidst miljø, der satte sit præg på Christian Kelm-Hansens liv
I januar 2012 døde Christian Kelm-Hansen I en alder af 86 år. En halv snes år inden sin død nåede han at skrive en biografi om sine sønderjyske forældre.
Den ville have været uinteressant for os andre, hvis ikke den indeholdt mere generelle træk om den tid, forældrene levede i – nemlig en tid med to meningsløse krige og en tid, hvor alle grænselandets indbyggere indirekte blev tvunget til at tage stilling for eller imod dansk eller tysk.
Bogen bygger på skriftlige erindringer og notater, hvor forældrene fortæller om en rå tilværelse på samfundets bund.
Moderen (1903-93) blev sammen med forældrene fordrevet fra deres lille husmandssted i Ukraine. Russiske soldater sendte familien på flugt ved udbruddet af Første Verdenskrig, fordi familien tilhørte det tyske mindretal i Wladimir-Wolynsk.

Efter nogle år som flygtninge ved Volga-floden blev familien deporteret til Tyskland og kom til Kegnæs på Als, da Nordslesvig hørte til det tyske kejserrige.
Faderen (1899-1975) var uægte barn af en tjenestepige, fik en fordrukken stedfar og blev som dreng sendt ud for at tjene de lokale bønder på Sydals. Han kom med i Første Verdenskrig som dansksindet soldat i den tyske hær.
Moderen kom til at føle sig som en fremmed tysker blandt de tysksindede nordslesvigere. “Jeg besluttede at blive dansk, lægge mig efter det danske sprog, lære det ordentligt og kun bruge det”, skrev hun.
Christian Kelm-Hansen slutter selv bogen meget rammende. “De (forældrene) fik intet foræret i vuggegave, men de følte selv, at de havde haft en rig tilværelse”.
På den måde er bogen også et smukt portræt af en generation, der sled i modgang og skabte en medgang for de senere generationer.
Bogen er medrivende og vedkommende erindringer om to mennesker der trods en trist og vanskelig start på livet fik en god og harmonisk tilværelse. Og så er den en førstehånds indføring i, hvordan det var at vokse op i det sønderjyske grænseland, og om det at være dansk eller tysk.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter