0 kommentarer

Mig før dig af Jojo Moyes

af d. 11. september 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

440

Udgivet

2012

ISBN

978-87-638-2539-9

Originaltitel

Me Before You

 

Jojo Moyes var en for mig ukendt forfatter, indtil en kollega anbefalede “Mig før dig”- for den havde hun læst i sommerferien, og den var absolut fantastisk.

Den lille vignet på forsiden af bogen lokkede med “En Cicero favorit – bøger du aldrig glemmer”, og det kan jeg fuldt tilslutte mig.

Lækker sag – ind i bogreolen med den, så jeg kan sende den forelskede blikke, når jeg går forbi.

Lou Clarck bliver arbejdsløs, da den cafe, hun arbejder på, lukker. Da hun ingen uddannelse har, er det småt med jobtilbud. Hun har i en periode arbejdet på et fjerkræslagteri, men blev hjemsøgt af onde drømme om nøgent fjerkræ.

Det eneste job, jobcenteret kan tilbyde, er som handicapmedhjælper for en lam mand. Lønnen er god og det er en tidsbegrænset stilling. Efter at have sikret sig, at jobbet ikke indebærer nogen form for personlig hygiejne, siger Lou ja.

Den handicappede mand, som Lou skal passe, hedder Will, er midt i 30-erne og er kommet til skade i en trafikulykke. Han er ikke videre begejstret for Lou, der for ham er en ny uinteressant hjælper i rækken af mange.

Lou har brug for jobbet og pengene, så hun lader sig ikke afskrække af Wills utilnærmelige og til tider uforskammede facon. Hun finder snart ud af, at Will har grund til bitterhed, for inden ulykken var han en succesrig forretningsmand, en rigtig charmør og dyrkede ekstremsport i sin fritid. Nu sidder han bare i sin kørestol og venter på at dø. Will kan ikke forlige sig med sin skæbne og har besluttet sig for at opsøge aktiv dødshjælp på en klinik i Schweiz – og det er derfor jobbet som handicaphjælper er tidsbegrænset – det slutter den dag, Will begår assisteret selvmord.

Wills forældre har indgået en aftale med Will om, at han venter 6 måneder med selvmordet, og forældrene og Lou målsætter sig, at bringe så meget liv og glæde ind i hans tilværelse, at han måske ombestemmer sig.

Det er nærliggende at tænke, åh nej romance-pladder og violiner, men JoJo Moyes formå at skabe en smuk historie om fortvivlelse, ensomhed, vilje og kærlighed, og jeg tudede mig gennem sidste kapitel.

Hun beskriver personerne så levende og livagtigt, at man kommer helt ind under huden på den rebelske Lou, den vrantne Will, de fortvivlede forældre, Lous sportsfanatiske kæreste og hendes ambitiøse søster. Faktisk så meget, at man til tider har lyst til at hviske gode råd i deres ører.

En rørende bog, der balancerer på kanten til det banale, men uden at kamme over i “succes-roman” genren. Genkendelige hverdagsscener, en stor kærlighed til romanfigurerne og et let, luftigt og inspirerende sprog. Jeg må læse mere af Jojo Moyes.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter