0 kommentarer

Middagen af Herman Koch

af d. 4. april 2012
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

251

Udgivet

2009

ISBN

978-87-645-0327-2

Originaltitel

Het diner

 

Poul og Serge er brødre. Sammen med konerne, Babette og Claire er de på en fin restaurant. Serge, der er kendt af offentligheden er under sådanne middag en ganske anden, end den person som alle mener at kende. I hvert fald ifølge Poul, der er af den overbevisning at alle i virkeligheden ville være bedst tjent med at Serge trak sig tilbage fra sit politiske liv.

Udover at være inddelt i kapitler er bogen inddel i afsnittene: Aperitif, Forret, Hovedret og Dessert.

Poul er fortælleren, som gradvist gennem bogen via sine tilbageblik afslører ikke alene sine overordnede betragtninger omkring ret og vrang, men også store dele af den fortid de to små familier har haft. Poul holder meget af detaljer, både for detaljens skyld, og for at irritere broderen. Derfor får vi læsere grundige redegørelser for de enkeltes menuvalg, samt Pouls tanker.

“Så føles det, som om alt stadig ligger åbent, og det virker endda, som om middagsaftalen beror på en misforståelse, og at vi simpelthen er i byen sammen. Hvis jeg skulle komme med en definition på lykke, så lyder den sådan her: Lykken har nok i sig selv, den har ikke brug for vidner.”

De to pars restaurantbesøg finder sted kort efter at Poul har erfaret, at hans teenagesøn har lavet meningsløs vold sammen med Serge og Babettes jævnaldrende søn. Handlinger som dennes forældre også til dels er vidende om.

Undervejs gennem middagen afsløres det lidt efter lidt, hvor meget af teenagernes gøren og laden de enkelte voksne er bekendt med, samt hvor lidt de egentligt har lyst til at involvere hinanden i. For selv om de fire voksne er uenige om mangt og meget, kan tre af dem sagtens blive enige om, at visse ting har bedst af at vedblive skjult. Spørgsmålet er så bare, hvor meget de tre vil gøre, for at forhindres at deres fælles viden bliver kendt af offentligheden.

“Middagen” er ganske enkelt en fantastisk bog. Langsomt folder Claire, Poul, Michel (deres søn), Serge og Babette sig ud for øjnene af os. De er alle fascinerende personligheder, og selvom der undervejs kommer små lejlighedsvise hints om deres sande natur, er det først under desserten at læseren får et mindre hjertestop. For episodernes indgriben i personernes videre liv er endeløse.

Tilbage er der kun at sige: “Så få dog oversat de øvrige af Herman Kochs sikkert forrygende bøger!”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter