0 kommentarer

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

af d. 21. maj 2020
Info
 
Sideantal

268

Udgivet

2020

ISBN

9788743400035

 

Denne roman rummer SÅ meget – og strutter af fandenivoldsk humor og ømhed. Et af de helt store emner er det at blive forældre:

”En gang forstod jeg ikke, hvorfor forældre altid taler om deres børn, men det er gået op for mig, at det ikke er, fordi man er glad, men fordi man er i chok. Man er målløs over magtovertagelsen, der er umulig at forestille sig, inden man har været vidne til sit eget fald.” (s. 252)

Som påhæng er hovedpersonen flyttet med sin kæreste vestpå til en højskole, hvor kæresten har fået job. Barnet, ”vores søn”, sover meget lidt, og de nye forældre befinder sig søvnige og ubevæbnede i det ukendte land, hvor tandfrembrud og kolik skal håndteres. I mødregruppen opruster mødrene med dagmartærter, kanelsnegle og trøfler og afsøger google for svar:

”Google spillede fallit og efterlod os i en verden fyldt med kroppe. Vores lange samtaler kunne koges ned til et eneste brændende spørgsmål. Er det normalt. Normalt var det nye sort, normalt var et flueben, normalt var en lian, man kunne svinge sig i midt i junglen for at passere en flod med skjulte krokodiller.” (s. 35)

Sideløbende sker også omplantningen til den vestjyske landsby Velling, med udsigt til fjord, blæst, lige landeveje og kortfattede mennesker. Denne proces kræver øvelse og er beskrevet i de endeløse køretimer, som vores hovedperson tager. Det er i mødet med de hovedrystende kørelærere, den ihærdige hotelindehaver Krisser, og med dagplejemoren og højskoleforstanderen, at man får et helt kulturelt landkort foræret – til at gebærde sig i det vestjyske. Som ekstra bonus træder også en kendt skikkelse ind på scenen og giver gode råd til at omgås den ”samtalesorg”, som vores hovedperson lider af. Anders Agger er jo så god til at tale med alle folk.

Jeg elsker denne roman og det at blive ført ind i Stine Pilgaards sprøde og skæve følelsesunivers. I en tidligere roman ”Lejlighedssange” fra 2015 optræder hovedpersonen som sangskriver. Det er tydeligt, at det ikke kun var en fiktiv karakter. ”Meter i sekundet” er bygget op af en blanding af prosa, brevkassesvar- og spørgsmål og en række virkeligt bevægende og poetiske sange, som overfodrer læseren med smukke billeder og indsigter.

Jeg overvejede midt i romanen, om humoren bliver skudt afsted i lidt for taktfaste bølger –kunne der virkelig ikke skrives et eneste afsnit uden en karikeret ironisk turnering af situationen? Men nej, det holder så godt – hele pakken er skøn, genial, fuld af kærlighed og humor. Denne læser overgiver sig fuldstændigt!

Anmeldereksemplar!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter