0 kommentarer

Menneskene på godset Stepántjikovo af F. M. Dostojevskij

af d. 14. januar 2009
Info
 
Sideantal

223

Udgivet

2006

Originaltitel

Selo Stepancikovo i ego obitateli

 

Dostojevskijs korte roman, ”Menneskene på godset Stepántjikovo”, er lidt utraditionel derved, at den først og fremmest er en komisk skildring af livet på godset et sted i Rusland. Fortælleren er ukendt, men er nevø til godsejeren, en pensioneret oberst, som har kaldt nevøen til godset.
På vej til godset hører nevøen om en mand, Foma Fomitsj, som siges at have overtaget styringen af godset uden at yde meget andet end beklagelser. Foma er en snylter, som har set sit snit til at få indflydelse efter i en længere periode at have været ydmyget i en tidligere stilling som huslærer hos en nu afdød general. Det skal hævnes, og da han i forvejen har nydt generalindens gunst, kan han få oprejsning ved selv at udøve despoti og magtsyge i forhold til den noget naive oberst. Generalinden, som holder hånden over Foma, er samtidig oberstens mor, og hendes væsentligste bidrag til livet er endeløse klager over sønnens angiveligt egoistiske optræden samt hyppige dåneanfald. Hun støttes i sine klager over sønnen af Foma, som hun anser for at være et stort lys. Foma lider tydeligvis af mindreværdskomplekser især i forhold til veluddannede mennesker og ser derfor med misbilligelse på nevøens ankomst.
Nevøen opdager hurtigt, hvordan magtsituationen ser ud på godset og har svært ved at forstå, hvorfor onklen ikke bare smider den skamløse Foma ud. Det har han primært svært ved, fordi Foma er god til at overbevise onklen om hans egne fejl, og fordi Foma er på god fod med moren. Med i morens følge er et slæng af veninder – hangarounds – som ikke yder andet end at bekræfte moren og Foma i alle deres handlinger.
Hele fortællingen lægger op til en stor finale, hvor det endelige slag skal slås om onklens kommende hustru, men selv om onklen til sidst træder i karakter, bliver situationen måske ikke helt sådan, som man kunne forvente, ikke mindst takket være Fomas sublime evne til at vende tingene til egen fordel.

Dostojevskijs fortællekunst er uovertruffen, og brugen af humor i romanen er rigtig set og vel anvendt. Personligt ville jeg foretrække en lidt voldsommere slutning, men med Foma som billedet på den ypperste nasserøv går historien rent hjem båret oppe af Dostojevskijs sædvanlige, markante indsigt i menneskepsyken.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter