0 kommentarer

Menneskene på godset Stepántjikovo af F. M. Dostojevskij

af d. 14. marts 2010
Info
 
Sideantal

223

Udgivet

2006

Originaltitel

Selo Stepancikovo i ego obitateli

 

‘Godset Stepantjikovo’ er af Dostojevskij ment som en russisk pendant til Molieres franske lystspil, ‘Tartuffe’.

Nasserøven Foma Fomitsj Opiskin har med sin betragtelige veltalenhed skaffet sig et følge af lydige disciple, bestående af en flok madammer som hænger ved hvert et ord fra hans læber, og hundser rundt med den godhjertede Godsejer, Jegor Iljitsj Rostanjev. Han er til dels lige så tryllebundet af Foma, men tager sig dog også ofte til hovedet i desperation, for Fomas ydmygelser af ham i alles påhør går ham alligevel på. Da han mistænker Foma for at ville forhindre ham i at gifte sig med en ung smuk kvinde – med egen vinding, og særligt godset, for øje – tilkalder godsejeren i desperation sin nevø for at få hans hjælp.

Foma er “stykkets” absolutte hovedperson, og portrætteringen af ham er særlig god; Dostojevskij tegner ham som både ekstremt påståelig, spydig, arrogant overbærende, og fuld af forfærdeligt pseudo-intellektuelt vås. Også rækken af personer rundt om ham, fjender som venner, tegnes godt og består af en række rigt farvelagte personer, herunder den bitre og spydige frk. Perepelizyna, den trivelige og let ophidselige hr. Bakhtjejev (som er den første nevøen møder og som introducerer os til den forrykte situation på godset), den underkuede tjener Falalei, samt en lettere gal pebermø.

Kampen mellem den svage godsejer og den skarpe Foma, er historiens bærende duel, og nevøen spiller primært rollen som observatørens. Gennem hans øjne ser vi, at den oppustede hustyran får sin bekomst, på sin vis ihvertfald, at et komplot for at bemægtige sig pebermøens formue mislykkes, og at de elskende får hinanden.

Som det nu er i lystspil, er scenerne lidt teatralske og humoren lidt forceret, men underholdningen er hjemme.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter