0 kommentarer

Menneske-kroket af Kate Atkinson

af d. 28. januar 2011
Info
 
Sideantal

325

Udgivet

1997

ISBN

87-595-0782-9

Originaltitel

Human croquet

 

Isobel Fairfax og hendes bror Charles bor sammen med deres far Gordon, som de holder meget af selvom de har noget svært ved at føle tillid til ham, deres stedmor, som de ikke bryder sig særligt om samt deres faster Vinny, som de virkelig ikke kan fordrage.
Nogle år tidligere havde de været en næsten lykkelig familie sammen med deres elskede mor Eliza, som altid gik sine egne veje og ustandselig trodsede svigermoderen, “Enken”, som ubestrideligt var familiens overhoved.

En dag forsvandt Eliza ud af deres liv for altid og snart efter også deres far, som dog vendte tilbage 7 år efter! I mellemtiden styrede enken børnene med hård hånd – indtil hun gudskelov en dag døde, hvorefter Vinny måtte tage over, med det resultat at børnene gik for lud og koldt vand, indtil Gordon så en dag stod udenfor døren med sin nye kone Debbie.

“Menneske-kroket” er en tragikomisk fortælling om familien Fairfax, fortalt af det yngste skud, den 16-årige Isobel, hvis tanker ofte tager udgangspunkt i de ufatteligt mange nytteløse informationer om hypoteser, hypofyser, hypotenuser og hypotermi og en million andre ting, som unge mennesker får proppet i hovedet i skolen og udtrykker på forbilledlig vis den forvirring og usikkerhed, de drømme og forestillinger, som præger teenagere. “Hvem er jeg, hvorfor og hva’ laver jeg overhovedet her?”

Isobel har svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed, og oplever stadig oftere at hun træder ind i en anden tid. Først dumper hun ned i en fortid, hvor Shakespeare skærer sine initialer i en eg, men senere får hun også fremtidssyner, fyldt med død og rædsel. En morgen vågner Isobel således overbevist om at genstanden for hendes hedeste drømme, den guddommelige Malcolm, er død på dramatisk vis. Hun ånder selvfølgelig lettet op, da hun genser ham senere på dagen; men da han så senere igen (og igen!) omkommer på næsten samme, voldsomme måde begynder hun meget naturligt at tvivle på om hun nogensinde vågner rigtigt op..

Isobels tilregnelighed eller mangel på samme har rod i hendes mors mystiske forsvinden mange år tidligere. En omstændighed, som blev tiet ihjel, selvom lille Isobel og hendes bror Charles med egne øjne havde set hende ligge stendød ude i skoven. På hver deres måde fortrængte de to små søskende de rædselsfulde realiteter, efter at være blevet bildt ind at moren var kommet på sygehuset og derefter var stukket af…

“Menneske-kroket” er en vanvittig grum historie fortalt med den sorteste humor i Atkinsons sædvanlige, vidunderligt blomstrende sprog!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter