0 kommentarer

Med ilden i ryggen af Martin Petersen

af d. 23. september 2007
Info
 
Sideantal

222

Udgivet

2007

ISBN

87-14-19657-3, 978-87-14-19657-8

 

Dette er fortællingen om en tysk familie, der må flygte til Danmark i 1945. Drengen Klaus er meget fascineret af tanks og våben og ærgrer sig over at må nøjes med at høre om krigen i radioen og aviserne. Han og de andre drenge leger krig og drømmer om selv at se kampene på nært hold, men da tanksene endelig en dag kommer buldrende gennem byen, flygter familien af frygt for deres liv. De indleder en flugt væk fra krigens rædsler, men det bliver en lang og frygtelig rejse.

Noget der især gjorde dybt indtryk på mig, var den traumatiserende oplevelse som turen til Danmark må have været for børnene. Mens familien håber på at komme ombord med det næste skib, kommer Klaus og hans lillesøster Anna væk fra sin mor og storesøster. Der er en masse mennesker og tumult og de to søskende ender ombord på skibet, og pludselig befinder børnene sig helt alene blandt masser af fremmede mennesker. I sig selv er dette slemt nok, men det skal vise sig at blive endnu værre, for børnene er nemlig kommet ombord på Wilhelm Gustloff, et tysk skib hvis passagerer led en grusom skæbne på havet, da det blev ramt af torpedoer fra tyske ubåde.

Det er en traumatiseret Klaus, der endelig kommer til Danmark efter at være blevet forenet med sin mor og søster. Klaus er spændt på at se “Smørlandet” som de alle kalder det, men det er ikke meget han får at se, da de alle bliver bragt til en flygtningelejr. Flygtningene holdes fanget bag et pigtrådshegn isoleret fra det omkringliggende samfund, hvor danskerne ser på dem med afsky. Savnet af faderen og uvisheden om dennes skæbne tynger Klaus, og ikke mindst plages han af dårlig samvittighed over ikke at have passet godt nok på familien, som faderen havde bedt ham om.

Historien er ufattelig velskrevet og spændende, men de grusomme vilkår får det til at løbe koldt ned af ryggen mens man læser. Forfatteren fortæller historien, så den når ind under huden på læseren og man får en fornemmelse af, hvordan det var at være barn på flugt under krigen, og ikke mindst en tysk flygtning i Danmark. Klart anbefalelsesværdig roman som med sit udgangspunkt i virkelige hændelser helt sikkert vil kunne interessere og berøre mange børn og unge.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter