0 kommentarer

Med bind for øjnene af Siri Hustvedt

af d. 20. november 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

217

Udgivet

1993

ISBN

87-89974-39-5

Originaltitel

The Blindfold

 

Iris Vegan er en 22-årig litteraturstuderende, hvis bekendtskab med en række mere eller mindre foruroligende mennesker får hende til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen identitet.

Iris ansættes af en mand til at beskrive en række almindelige genstande ned til mindste detalje. En tot vat med rester af sminke, et håndspejl mm. Ting, der har tilhørt en død kvinde, som manden i øvrigt tidligere var mistænkt for at have myrdet.

En kunstner, hvis bærende idé er at parre motiver, som umiddelbart er meget forskellige, men ved nærmere eftersyn rummer fællestræk, tager en lang række foto af Iris mens hun danser ekstatisk. Uden at spørge om lov bruger han så et af fotografierne til en udstilling, et billede som skræmmer Iris, da hun slet ikke kan genkende sig selv. Billedet har kunstneren parret med et billede af en ung kvinde, som er ved at blive kvalt under et epileptisk anfald.

En migræne, som i perioder er så voldsom at synet forsvinder i områder af blindhed, tvinger Iris til at lade sig indlægge på et hospital, hvor hun deler værelse med et par ældre damer, hvoraf specielt den ene ryster hende med sine tilnærmelser.

Et arbejde med at oversætte en historie om en ung mand fyldt med onde tanker bliver nærmest til en besættelse, og får hende til eksperimentere med sin egen identitet i en grad, så hun om natten bliver til manden Klaus. som færdes på farlige steder, som Iris ikke ville turde.

Jeg læste engang at Hustvedt ‘legede’ med begrebet ‘identitet’. Det kan ikke være skrevet på baggrund af “Med bind for øjnene”, for den er da godt nok dybt alvorlig, foruroligende og angstfyldt. Det kan selvfølgelig være hun har leget med navnene, Iris=Siri stavet bagfra, Rose er et anagram for Eros, osv.

Alle disse underlige mennesker og tildragelser drager og frastøder på samme tid Iris, og hun kan ikke slippe dem, som om hun svinger uroligt mellem en magnets to modsatrettede poler. Først da elskeren Rose og vennen Paris åbenbarer deres mørke sider begynder Iris at tage stilling og reagere.

“Med bind for øjnene” viser menneskets identitet som noget af et mysterium, som for nogen er et livslangt spændende eksperiment, for andre noget skrøbeligt, som rummer en trussel om opløsning og forsvinden eller angst for en latent ondskab..
Bestemt en interessant bog!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter