0 kommentarer

Martas hjerte af Susanne Staun

af d. 19. februar 2010
Info
 
Sideantal

195

Udgivet

2004

ISBN

87-02-03102-7

 

Det naive omslag – en køn lille tøs i blomstret kjole – og den smukke titel “Martas hjerte” stemmer slet ikke overens med det, bogen indeholder.

Den er skrevet som en politianmeldelse og starter sådan her “Jeg skal hermed anmelde de seksten mord, som min søster har begået, som jeg er bekendt med, og som jeg kan verificere. Alle seksten er blevet mig oplyst direkte af min søster. Der er tale om flere, men jeg er kun bekendt med de seksten, jeg har angivet”.

En uhyggelig indledning, der giver læseren en forventning om, at det er en kriminalroman, man er i gang med – men det er det langt fra. Det er en psykologisk fortælling om, hvad der rører sig i en ganske almindelig familie, hvor lillebroderen i kraft af storesøsterens afvigende adfærd bærer på en hemmelighed så stor, at hans forhold til søsteren skifter fra beundring og kærlighed til afsky og had og i sidste ende til politianmeldelsen.

Fortællingens omdrejningspunkt er spændende nok – en lille pige, der følelsesmæssigt reagerer stærkt på lidelse, så stærkt, at hun som barn slår dyr, der lider ihjel – for senere at avancere til medlidenhedsdrab af værste skuffe på mennesker.

Historien er alt for stille, trist og trøstesløs til virkelig at få læseren til at reagere følelsesmæssigt. Man kommer aldrig rigtig ind i hovedet på Marta – alt beskrives af broderen, der står på sidelinien og får læsset mord efter mord over på sin samvittighed, for Marta har brug for at fortælle nogen om den forløsning hun føler, hver gang hun har befriet nogen for smerter.

Men da Marta slår deres egen mor ihjel på hendes dødsleje er det som om, broderen vågner og reagerer:

”Jeg tænkte på hemmeligheder og på, hvor mange mennesker her på jorden, der mon går og holder på andres modbydelige hemmeligheder? Og hvorfor de gør det? Hvor mange andre mennesker bærer rundt på hemmeligheder, de ikke burde holde på? Hvorfor er en hemmelighed så hellig? Hvorfor var det så helligt for mig ikke at bryde mit løfte? For jeg kunne jo have stoppet hende for lang tid siden, det var jo lige så meget min skyld, Men hver gang hun havde fortalt mig, hvad hun sidste havde gjort, hvem hun sidst havde taget livet af og hvordan, kørte spillemaskinens symboler med forvirrende hast, og jeg kunne ikke fastholde tanker om ord som RIGTIGT eller FORKERT, GODT eller ONDT. For det var begge dele, var det ikke? Jeg havde aldrig kunnet besluttet mig, kunne aldrig tænke, når det var det, jeg skulle tænke over, blev altid svimmel , ukoncentreret, kom til at tænke på noget andet, kunne ikke fastholde det. Jeg kunne ikke rumme det, ikke rumme hende”.

Bogen efterlader en med en mærkelig tom fornemmelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter