0 kommentarer

Mariamne af Pär Lagerkvist

af d. 9. august 2009
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

111

Udgivet

1967

Originaltitel

Mariamne

 

Vi kender bedst Herodes som den onde konge, der befalede alle drengebørn i Betlehem dræbt, da han hørte, at der var født en kongesøn, men her får vi historien fra en anden vinkel, og selvom mordet på drengebørnene indgår i fortællingen, er det ikke historiens hovedoverskrift.

Overskriften er at selv bag den dybeste ondskab og brutalitet, kan kærligheden vække følelser, der får den grusomme til at vise nåde – om end på en forkvaklet og uforståelig facon.

Herodes forelsker sig i Mariamne, der ikke kun er ung og smuk – men som også har en indre godhed og en vilje til at ofre sig for andre.

Mariamne kommer til paladset for at bede om nåde for sin bror, der sidder i fangekælderen.
Ingen er kommet levende op af Herodes fangekælder og Herodes er forundret over, at hun tør komme og spørge – og at hun tør kigge ham i øjnene og ikke som alle andre viser angst for ham. Herodes kan ikke sige nej til Mariamne og sætter broderen fri – ikke for broderens skyld, men for at tækkes Mariamne. Da det rygtes i byen, at Mariamne har formået at få den onde konge til at sætte en fange fri, bønfalder de hende om også at bede om nåde for deres slægtninge i fangekælderen.
Mariamne går igen op til paladset for at få en fange sat fri, og Herodes beder hende gifte sig med ham. Hun siger ja i håb om at hun kan mildne hans ondskab og gøre folket godt.

Mariamne gør sit bedste for tækkes sin husbond og hun er ham tro og formår i en periode at tøjle hans grusomhed og tyranni. Men Herodes kan mærke, at Mariamne ikke elsker ham ligeså højt som han elsker hende og befaler hende derfor myrdet. Straks efter mordet, myrder han selv morderen, der har slået hans elskede ihjel. Hans indre er et kaos.

Pär Lagerkvist formår med sit enkle sprog at beskrive Herodes og Mariamnes tanker og følelser så ægte, at de ikke kun forbliver sagnfigurer – men bliver mennesker og skæbner af kød og blod.

Historien fik mange tanker i gang hos mig, f.eks. Lars Lilholts tekst til “Ofelia” : “har du overvejet om man kan elske mere end nok – og elske alt for meget”.

Jeg har efterfølgende uden held prøvet at finde de historiske facts bag historien om Herodes og Mariamne – men uden held, så jeg ved ikke, hvor meget der er fiktion og hvor meget der har hold i de historiske virkeligheder – men bogen er så afgjort et bekendtskab værd. Selvom om bogen er fra 1967 – og sagnet endnu ældre – er fortællingen evig aktuel.
Den er hurtigt læst – men sætter et smukt aftryk, der vil vækkes til live næste gang man hører om Herodes.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter