0 kommentarer

Maria af Malou Aamund

af d. 4. april 2020
Info
 
Sideantal

251

Udgivet

2020

ISBN

978-87-02-29469-9

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Malou Aamund er kendt i offentligheden som direktør for Google i Danmark, og for nogen også som kronprinsens tidligere kæreste. Nu er hun også forfatter – hun har udgivet sin debutroman: Maria.

Jeg kan rigtig godt lide bogen, der sprogligt er let læst, men allerede fra starten holder læseren fast. Bogen er bygget op som et spejl, hvor vi møder 2 kvinder på deres 40 års fødselsdag.

Den ene Maria er den selvudslettende type, husmoderen, der har viet sit liv til mand og børn. På hendes 40 års fødselsdag må hun forholde sig til, at hendes mand er hende utro. Hvem er hun nu?

Den anden Maria er karrierekvinden, der tramper på alt og alle – også på hendes sympatiske mand, der klarer alt det med børn og forældresamtaler. På hendes 40 års fødselsdag overvejer hun, hvordan hun får fortalt manden, at hun er blevet fyret. Hvem er hun nu?

Der ligger en sorg i begge Maria-figurer, og min tanke faldt på en anden Maria – Madonnaen, Jesus moder, og konstateringen om, at hun var den udvalgte. Var det en sorg eller en glæde for hende at være mor til Guds barn.

Bogen er skrevet som to selvstændige historier. En historie til hver Maria. De to historier har identiske overskrifter og flere steder også samme persongalleri og kulisse. Det gjorde bogen virkelig interessant, for det fik mig til at reflektere over den måde, som de to kvinder hver for sig opfatter livet og sig selv på. Det virkede rigtig godt, at forfatteren tog én Maria af gangen og ikke forfaldt til at rode historien sammen til ét kapitel til den ene og ét kapital til den anden. Det gav en ro og tid til fordybelse i den enkelte Maria, at de fik lov at udfolde deres historie i et langt stræk.

Da bogen var læst manglede jeg flere Maria’er. Hvor er den Maria, der går til livet med glæde og nyder sin familie og sit arbejde og er i ”flow”. Og hvor er den Maria, der undervejs i livet traf et nyt livsvalg. En Maria, der er drejet forkert på en af livet store skilleveje, men som vender om og vælger om?

Der er mange Maria’er derude – hver og en unik og helt sin egen. Bogen gav et indspark til, at vi hurtigt kan ende med at vælge det, vi tror, de andre forventer og glemme os selv og glæden undervejs.

Bogens forside illustrerer på fineste vis de to sider af dobbelt-kvinden Maria – og det silkebløde omslag indbyder til kærtegn. En rigtig fin debutbog!

Bogen er et anmeldereksemplar modtaget fra Gyldendal.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter