0 kommentarer

Marco effekten af Jussi Adler-Olsen

af d. 21. januar 2013
Info
 
Sideantal

505

Udgivet

2012

ISBN

978-87-567-9906-5

 

Som taget ud af “Oliver Twist” lever den onde Zola (Fagin) sammen med en flok sigøjnerdrenge, der er opdraget til at stjæle – de har et hårdt liv, hvor der ikke er nogen blødsødenhed eller kærlig omsorg. En af drengene er Marco – kvik i pæren og meget videbegærlig. Da han finder ud af at Zola har planer om at invalidere ham, så han kan få flere penge ind ved sit tiggeri, stikker han af. Han gemmer sig i en skov – og finder ved et tilfælde liget af William Stark, som er blevet likvideret fordi han vidste for meget om svindelen med ulandsbistand. For sideløbende med historien om Marco følger vi en flok skrupelløse personer, der for egen vindings skyld svindler med millioner – penge der skulle være givet til pygmæer i Afrika, men som havner i de forkerte lommer.

Nu går den vilde jagt. Marco jages igennem København, både af Zolas bande, afrikanske lejemordere – og politiet. Her går der lidt for meget James Bond i historien – en 15-årig dreng, der klarer sig forbavsende godt – alene, med en flok af forfølgere efter sig – temmelig urealistisk. Ikke at en krimi nødvendigvis behøver at være fuldstændig troværdig, men her kører den lidt for langt ud.

Carl Mørck er ikke helt sig selv. Han beslutter sig for at fri til sin elskede Mona, men inden han når så vidt, vælger hun at afslutte forholdet. Underligt nok giver han nærmest bare op uden kamp. Hvad sker der lige for Carl Mørck? “Sat på et sidespor, overladt til sig selv. Det var ikke jalousi, det var noget dybere og mere smerteligt end det.”

Rose og Assad er de sædvanlige arbejdsomme personer, Assad har humor (han kan en kamelhistorie, der passer til enhver lejlighed) og er heldigvis blevet bedre til dansk, så han ikke længere siger “så” i hver sætning. Skønt. Og så viser han sig som en rigtig menneskekender, der ved hvordan andre mennesker tænker.

Det er uden tvivl en velgennemtænkt historie, uden løse ender – men den urealistiske måde Marco klarer sig på, mens alle er efter ham, trækker lidt ned i min karakter i forhold til de andre afd. Q krimier. Jeg ender dog på 4 stjerner, for trods alt var jeg godt underholdt, og jeg morer mig altid over de 3 personer i afdeling Q og deres indbyrdes jargon.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter