0 kommentarer

Manden med det lille ansigt af Helene Tursten

af d. 24. juni 2008
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

287

Udgivet

2007

ISBN

978-87-11-31451-7

Originaltitel

En man med litet ansikte

 

En bil kører ræs gennem Göteborg, påkører og dræber en fodgænger. Gerningsmændene efterlader vognen på en afsides liggende plads i byens udkant og forsvinder. I en hule nær den efterladte bil opdager politiet liget af en lille pige. Pigen og biltyvene synes umiddelbart ikke at have noget med hinanden at gøre.
I denne syvende bog om Irene Huus og hendes kolleger ved politiet i Stockholm jager politiet således to flugtbilister og en sexforbryder. Det bringer efterforskerne ind i en verden af ‘trafficking’, – handel med sexslaver.
Stilistisk set er sprogbehandlingen simpel, – absolut ikke et minus, Sjöwall/Wahlöö lagde ganske raffineret grundstene til denne skrivestil for 40 år siden, men der mangler indlevelse fra forfatterens side. Det er som om alt behandles for overfladisk. Hverken personer eller miljø når på noget tidspunkt at nærme sig det vedkommende. Flere af politibetjentene skiller sig kun ud fra hinanden via deres navne. At de opfører sig som gumpetunge karikaturer af værste skuffe gør, at det er svært at tro at der er tale om uddannede og engagerede betjente. Selve handlingen lammes af alt for mange tilfældige sammenfald. F.eks. er to ungdomsforbrydere flygtet til Danmark, hvor de tilfældigvis opdages af dansk politi, fordi de befinder i nærheden af gerningsstedet for et mord. Et mord som intet har med denne historie at gøre. Den slags er der mere af, læseren får indtrykket af at der er mord og brand overalt i Sverige. Forfatteren er skyld i et par forvirrende forglemmelser. Således ledsages et ‘ham’ eller et ‘hun’ ikke af et navn, så det enkelte steder er svært at forstå, hvem der omtales.
Irene Huus sendes midt i bogen til Tenerife. Her sker der temmelig voldsomme ting, og det er som den rejse ikke rigtigt passer ind i plottet. Grundlaget for den er for tyndt. Forfatteren har måske villet opveje det svagfunderede plot med lidt gang i den.

Det er som om Tursten ikke helt formår at holde sammen på handlingen. Den stritter af i forskellige og lidt for tilfældige retninger. Ganske som en rytter uden fokus dratter plottet af sadlen. Afsløringen af morderen falder på de sidste sider, og der er ikke meget fagligt politiarbejde bag. Det tæller heller ikke positivt med, at læseren regner den ud længe for betjentene. Alt for længe før.
Som sagt er dette den syvende bog i serien. Jeg kender ikke de foregående, men vælger at tro at disse har mere substans end denne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter