0 kommentarer

Manden med de to ansigter af Gunnar Staalesen

af d. 30. september 2017
Info
 
Sideantal

192

Udgivet

1977

ISBN

87-7456-237-1

Originaltitel

Bukken til havrresekken

 

Nogen gange skal man ikke gå tilbage i et forfatterskab for at læse en serie fra starten af. I dette tilfælde er det starten på Staalesens serie om detektiven Varg Veum, der udkom i 1977, skrevet for mere end 40 år siden, en alder der får klichéerne i historien til at stå frem som selvlysende ræve på en hubertusjagt. Helt fra titlen, til hovedpersonen over bifigurer, handling og skrivemåde er alt et stort studie i klichéer. Tvivlen må falde den anklagede til gode, og jeg antager at i 1977 har den været mere original. Men i dag vil læsere af knaldromaner have set alt før. Man bedriver meta-læsning. Alt er andet er simpelthen umuligt.

I første person fortælles om detektiven Varg Veum – drikfældig, anløben, moralsk uanfægtelig (han har arbejdet ved børneværnet, hvor hans store hjerte fik ham til at give en narkopusher en lidt for hård behandling), og selvfølgelig driver Veum over med den klassiske tørre selvudslettende humor. Det er Phillip Marlowe, og alle andre detektivfigurer om igen. Og havde jeg ikke været igennem hundredevis af detektiv-fortællinger i bogform og på tv, havde jeg nok været vældig godt underholdt…

Den slags starter altid med at der dukker en kunde op på detektivens kontor, hvilket også sker her. Varg tager dog ikke sagen, for han vil ikke indblandes i sager om utroskab; her vil ægtemanden have konen skygget. Næste dag dukker en anden mand op, hans søster er forsvundet, og nu hvor faderen ligger for døden vil manden have Varg til at opspore søsteren så familien kan genforenes. Den sag tager Varg gerne, men da han ser fotografier af søsteren, er hun den samme som den udenomsbollende hustru han havde nægtet at skygge dagen før. Det er nok det eneste originale overraskende element i den her, heldigvis, korte roman.

Staalesens beskrivelser af omgivelserne er mange og lige detaljerede nok, uden at de bliver særligt vedkommende, og man begynder hurtigt at skimme siderne. Andre forfattere er så meget bedre til den slags, Ed McBains beskrivelser af storbyen er mesterlige, og Staalesen får af landsmanden Jo Nesbø så meget baghjul, at der ikke engang kan blive til en plads ved handicap-OL: Det store problem er Veums alt for ironiske og tørre observationer. Set før – kan undværes.

Skal man tro andre anmelderes ord om Staalesens nyere produktioner, er han blevet bedre med tiden. Det tror jeg gerne, for stilistisk og skriveteknisk er han god.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter