0 kommentarer

Manden i søen af Arnaldur Indriðason

af d. 22. maj 2008
Info
 
Sideantal

345

Udgivet

2008

ISBN

978-87-638-0682-4

Originaltitel

Kleifarvatn

 

“Manden i søen” er en god islandsk krimi, som foregår i et (så) sindrigt tempo, at læseren fint kan følge med opklaringen. Samtidig får vi et oplysende og virkelig rystende stykke historiefortælling fra den kolde krig.

Af ikke afdækkede årsager falder vandet hurtigt i Kleifar-søen. Et skelet med hul i kraniet, lænket til noget russisk produceret aflytningsudstyr, dukker op på bunden. Den døde har ligget i søen i 30 år, og kriminalpolitiet i form af Erlendur, Sigurdur Oli og Elinborg begynder efterforskningen med personer, som blev meldt savnet i den periode.

Sideløbende med opklaringsarbejdet følger vi tankerne hos en ikke navngivet person, der nøje følger mediernes dækning af fundet i søen, og det er her krimien tjener sine fire stjerner ind. Manden tænker tilbage på sin ungdom, hvor han som glødende socialist blev sendt til Leipzig i Østtyskland for at studere på marxistisk universitet. Forholdende i efterkrigstidens Østtyskland var barske, landet var fattigt, genopbygningen gik langsomt, og alle holdt øje med alle. Tankerne går fra begyndelsen af opholdet, hvor han bare nyder livet og de glødende politiske diskussioner med andre unge socialister til mødet med ungareren Ilona. Hendes historier fra et Ungarn under stærkt pres fra Rusland, laver sprækker i hans idealisme. Han kan ikke undgå at se, at Østtysklands version af socialismen ikke er paradis på jord. Desværre bliver hans tvivl bemærket at de helt forkerte personer, og det får frygtelige konsekvenser.

“Manden i søen” er en politiroman i slægt med Sjöwall og Wahlöö i den forstand, at politiet ikke kan gå på vandet, men møjsommeligt arbejder sig gennem mere eller mindre sandsynlige spor.
Der er noget tungt, langsomt og nordligt over hovedpersonen, den rolige, grænsende til det forstenede, Erlendur. Persontegningen af ham er en anelse flad, hvilket er lidt underligt holdt op mod, hvor god bogens anden halvdel om Østtyskland er.

Det er tydeligt, at “Manden i søen” er en del af en serie. I begyndelsen spørges der f.eks. til en “Eva”, som vi først senere finder ud af, er Erlendurs datter. Forfatteren bruger ikke mange linier på at forklare, hvad der må være sket i tidligere bøger, og det er også ok. Man mister ikke noget, og får lige nok forklaringer til, at man kan følge med. Man kan jo også bare gå i gang med at læse forgængerne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter