0 kommentarer

Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz

af d. 3. april 2018
Info
 
Sideantal

366

Udgivet

2017

ISBN

978 87 7146 814 4

Originaltitel

Mannen som sökte sin skugga - oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Udgave

1. udgave

 

Ingen er fuldkommen. Og dog. Denne femte roman om Lisbeth Salander er tæt på at være fuldkomment makværk. Stieg Larssons herostratisk berømte og berømmede Millenium-trilogi er efter hans alt for tidlige død blevet videreført af David Lagercrantz og hans mammomhungrende svenske forlag.

Historien i ”Manden der søgte sin skygge” er, at superkvinden Lisbeth – kampsportsekspert, computergeni, mangemillionær, biseksuel – er i smidt i kvindefængsel, hvor hun sætter sig for at redde den unge, muslimske indvandrerpige Faria fra den morderiske knivstikker Benito. Farias arketypiske historie om islamistiske brødre, der har myrdet hendes kæreste, oprulles nu.

Uden for fængslet er Lisbeths gamle makker, superjournalisten Mikael Blomkvist, i færd med at oprulle en historie om én- og tveæggede tvillinger, som kyniske videnskabsfolk har skilt ad fra fødslen, så de kunne studere arv- og miljøimplikationerne på lige børn udsat for ulige vilkår.

Lisbeth Salander var netop en af disse tvillinger. Det samme var Leo og Dan, begge musikalske genier. Også deres historier oprulles, triste skæbner i hænderne på svenske videnskabsmænd og –kvinder, hvis tankegang og eksperimenter ikke lader Hitlers racebiologiske vanvid meget tilbage.

Mange må lade livet undervejs på vej mod Lisbeths og Farias redning og Mikael Blomkvists forventelige offentliggørelse af Sandheden i det sagnomspundne Millenium-tidsskrift. Hvis det altså er sådan, historien ender…?!

Det kunne for så vidt være ganske spændende alt sammen. Problemet er bare, at David Lagercrantz i skyndingen (det haster jo med at få bestsellere udgivet) har tyet til det laveste af alle lave trick for travle forfattere: Han lader 80% af handlingen udspille sig i en opremsende tredjeperson – uden replikker, uden action, uden nerve. ”Manden der søgte sin skygge” er ét langt, lidenskabsløst referat.

Lagercrantz holder sig heller ikke for god til at bruge Deus Ex Machina-lignende tryllerier. En skurk finder pludselig den yderst sjældne gift curare i sin lægetaske: Hurra, nu kan jeg myrde uden konsekvenser! En helt når to-tre gange i sidste øjeblik at slå sin mobiltelefon til, mens hun er ved at blive myrdet: Hurra, nu kommer de gode snart og redder mig! Begge dele sparer forfatteren for at finde på mere sandsynlige hændelsesforløb.

En sidste anke: Hvorfor lader vi svenske bestsellerforfattere slippe uskadt fra at bruge supermennesker i deres Folkhemmet-litteratur? Jan Guillou har introduceret hele to usårlige helte – Hamilton og Arn – mens Larsson/Lagercrantz boltrer sig med Lisbeth Salander. Skikkelser så tegneserieagtigt virkelighedsfjerne, at man ikke et øjeblik tror på dem. Må vi udbede os hovedpersoner af kød og blod, tack.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter