0 kommentarer

Manden der ikke var morder af Michael Hjorth Og Hans Rosenfeldt

af d. 8. november 2010
Info
 
Sideantal

442

Udgivet

2010

ISBN

978-87-92639-11-0

Originaltitel

Det Fördolda

 

Mordet på den 16-årige Roger og fundet af hans skamferede lig i et mosehul er omdrejningspunktet i “Manden der ikke var morder”.

Kerstin Hanser, chef på Västerås politistation, indser at de ikke selv magter opgaven: “Tiden var inde til at samarbejde med de bedste” – så hun sender bud efter Rejseholdet – Torkel, Vanja, Billy og Ursula.

Roger, søn af en enlig, lavtlønnet mor, har for nylig pga. mobning skiftet skole til Palmlövs Gymnasium – en “snobskole” for rige børn, hvor man er nødt til at have det rigtige tøj for at passe ind. Hvordan fik han penge til det? Der tegner sig snart et billede af en ensom dreng med kun få venner. Han har dog én god ven, Johan, og kæresten, Lisa – som lyver om hvad der skete den dag han forsvandt.

Psykologen Sebastian Bergman er i Västerås for at sælge sine forældres hus. Hans mor er netop død, men han har ikke set sine forældre i snart 30 år, og ønsker blot at sælge huset hurtigst muligt. Ved et tilfælde finder han nogle breve i sin mors gemmer – breve, der antyder, at han har et voksent barn. Sebastian har mistet sin kone og lille datter i tsunamien, og kan ikke slippe tanken om, at han har en hidtil ukendt søn eller datter.

Det jeg især godt kan lide ved denne krimi er, at vi udover at følge opklaringsarbejdet, kommer til at lære personerne rigtig godt at kende. Stort set alle bogens personer bliver levendegjort for én mens man læser. Specielt Sebastian, der har en skjult dagsorden, da han beder Torkel om at blive inddraget i efterforskningen. Sebastian er en ensom person, der ikke lader nogen komme sig for nær. Han er nærmest afhængig af uforpligtende sex, han er intelligent, men også arrogant og irriterende, og især Ursula er sur over hans tilstedeværelse. Men som læser kommer man til at holde af denne tillukkede mand.

Den temmelig uheldige Haraldsson, der forkludrer tingene både for sig selv og for sagens opklaring – mens han knokler på for at gøre konen gravid – får man lidt ondt af.

Opklaringsarbejdet skrider langsomt fremad, blinde spor følges, og da sagen tilsyneladende er opklaret, må Rejseholdet sande, at der alligevel er noget der ikke stemmer – det bliver Sebastian der knækker gåden, og tingene tager fart – der er spænding og overraskelser til det sidste.
Det er en rigtig velskrevet bog – den første i en planlagt serie med Sebastian som gennemgående person – jeg ser frem til at læse de efterfølgende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter