0 kommentarer

Manden der elskede hunde af Leonardo Padura

af d. 21. august 2014
Info
 
Sideantal

780

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7122-016-2

Originaltitel

El homre que amaba a los perros

 

Leonardo Paduras mursten af en bog på 780 sider om Trotskij og hans morder Ramón Mercader, kræver ikke så lidt af læseren, deriblandt gode armkræfter til at holde bogen, men man skal også som læser være god til at koncentrere sig og ikke mindst være god til at huske navne, for dem er der mange af i bogen.

Vi følger Trotskij og hans kone fra deporteringen til Sibirien i 1928, til landsforvisningen året efter, og indtil hans død i Mexico i 1940. Samtidig følger vi også Ramón Mercader, en ung spanier der under den spanske borgerkrig bliver udset til at myrde Trotskij. Hans træning og planlægning af mordet står som det mest spændende i bogen. Men oven i det hele får vi også historien om cubaneren Ivan, der møder en mand der elsker hunde.

Padura gør os i sit efterskrift opmærksom på, at det er en roman og dermed fiktion, selvom den også blandes med historiske fakta, og det bliver nok mest tydeligt i bogen, når vi følger Trotskij. I modsætning til hans morder, så ved man en hel del om Trotskijs liv og færden, også gennem hans mange bøger, og biografier skrevet af andre. Det gør også, at kapitlerne om Trotskij indimellem kan virke som en lidt monoton gennemgang af hans liv, hans reaktioner på diverse politiske grusomheder, som hans fjende, Stalin, gang på gang finder på. Trods det, så er det rigtig flot komponeret, ikke mindst fordi man aldrig følger Stalin, men gennem Trotskij og andre længere henne i bogen, får et fyldigt beskrevet billede af denne rædselsfulde person, der gang på gang får Trotskijs venner og partifæller henrettet eller deporteret til Sibirien.

Ramón Mercader ved man ikke så meget om, så der har Padura nærmest haft frit spil, og det virker bedre rent underholdningsmæssigt, især da han er færdigtrænet i Sovjet og klar til sin mission, først i Paris og senere i Mexico. Men det bedste i bogen er nu cubaneren Ivans historie, hvordan han møder manden der elskede hunde på en strand i Cuba, som fortæller ham sin historie om Trotskij. Men det er samtidig også historien om Cuba, om hvordan kommunismen har præget øens historie, og er samtidig et stærkt samfundskritisk indslag, hvor man ikke kan lade være med at tænke, at hvis det var skrevet i Sovjet tilbage i tiden, så var forfatteren blevet deporteret. Det blev man dog ikke i Cuba, hvor Padura er fra, der blev man sendt til en fjern udørk og høstede sukkerrør dagen lang. Men Paduras bog blev godt modtaget i Cuba, måske mest med stilhed, som han selv har udtalt, da nye politiske vinde flyver hen over øen.

Padura har brugt 5 år på bogen, ikke mindst på en kæmpe research. Det er et stort arbejde, og det er endt i en stor bog, der mange steder er til fem stjerner og desværre også nogle steder til tre. Det kan være svært og forvirrende at holde styr på de mange navne fra den russiske revolution og i Trotskijs omgangskreds, som dukker op igen og igen. Sammenholdt med en del omtale af den spanske borgerkrig, der også kan virke forvirrende, ikke mindst pga indre stridigheder på republikanernes side, så var jeg ved at køre træt i bogen et par gange. Et personregister kunne have hjulpet lidt. Men alt i alt en stor læseoplevelse!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter