0 kommentarer

Malmö by night af Jakob Brønnum

af d. 18. september 2016
Info
 
Sideantal

77

Udgivet

2014

ISBN

978-87-92280-85-5

Originaltitel

Malmö by night

Udgave

1. oplag, 1. udgave

 

Digteren og forfatteren Jakob Brønnum (født 1959) debuterede i Hvedekorn i 1983 og har siden bedrevet ganske mange digtsamlinger, romaner og essays. Herudover har forfatteren bl.a. modtaget legater fra Statens Kunstfond og været formand for den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening 1994-2002, men trods de mange udgivelser og de mange hverv havde jeg aldrig hørt om Jakob Brønnum, før jeg ved et tilfælde faldt over et par af forfatterens digtsamlinger i en boghandel og besluttede at købe et par af hans bøger med hjem.

”Malmö by night” er Jakob Brønnums 22 bog, og den blev udgivet i 2015.

Som titlen mere end antyder, foregår bogens digte i Sveriges tredje-største by Malmø, der som bekendt kun ligger en halv times togkørsel fra København.

Digtene kredser især om Turning Torso, som er den højeste bygning her i Skandinavien – og som tilfældigvis ligger ud til vandet i netop Malmø. Der er dog enkelte digte, der foregår i eller handler om Stockholm, men det er ikke for meget at sige, at digtene fortrinsvist handler om eller foregår i Malmø.

Teksterne i ”Malmö by night” kan måske mere kategoriseres som en samling iagttagelser, som forfatteren har gjort sig på sin vej gennem storbyen og en beskrivelse af de stemninger, der rammer det menneske, der bor eller besøger de svenske byer i bogen. På et mere overordnet plan vil man – med en vis ret – kunne sige, at digtene også handler om meningen med livet og om at sætte pris på de små glæder i tilværelsen.

Digtene i ”Malmö by night” er meget stemningsfyldte og fyldt med betragtninger fra hverdagen, betragtninger som de fleste læsere vil kunne genkende og relatere sig til. Jeg synes faktisk digtene var så stemningsfyldte, at jeg fik lyst til at pakke en weekendtaske og tage en tur til det svenske broderland for at gå på opdagelse i enten Malmö eller Stockholm.

”Malmö by night” kommer nok aldrig til sikre forfatteren en Nobelpris i litteratur, men det er alligevel en indtagende digtsamling, der både fik mig til at smile, men som til tider også hensatte mig i en lettere melankolsk sindstilstand. Jeg synes forfatteren er god til at beskrive stemninger og god til, at få læseren til at glæde sig over de små ting i tilværelsen.

”Malmö by night” er en let læst digtsamling, der gør læseren glad og som indeholder mange detaljer (det er positivt ment). Kort sagt er det en glimrende læseoplevelse, der gør indtryk, og derfor vil jeg gerne anbefale andre også at beskæftige sig med Jakob Brønnums digte – digtene får ikke den opmærksomhed de fortjener, og det er en skam, for Brønnum er god til at skrive.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter