0 kommentarer

Magten af Hilary Mantel

af d. 13. august 2013
Info
 
Sideantal

411

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7128-084-5

Originaltitel

Bring up the bodies

 

“Magten” med undertitlen “Anne Boleyns fald” er andet bind i Hilary Mantels mageløse serie om Thomas Cromwell, Henrik 8.’s førstesekretær og en af Englands mægtigste mænd i 1500-tallet. Både “Magten” og forgængeren “Wolf Hall” er blevet tildelt den prestigiøse Booker Award.

Henrik 8.s første kone, Katarina af Aragonien, formår ikke at skænke ham og England en værdig arvtager til tronen, en søn. For at slippe af med hende og finde en anden frugtbar kvinde konstruerer kredsen omkring kongen en slags bevis på, at Katarina ikke var jomfru, da hun indgik i det hellige ægteskab, som følgelig erklæres ugyldigt.

Den spanske kongefamilie og hele den katolske verden med paven i spidsen truer med krig og ekskommunikation, da kongen ægter Anne Boleyn. Cromwell er blandt initiativtagerne til, at England bryder med katolikkerne og danner sin egen protestantisk-inspirerede kirke med kongen som overhoved. Det har ydermere den fordel, at de velhavende klostre med de forædte munkeordener kan nedlægges og de fede indtægter herfra kanaliseres ned i den altid slukne statskasse. Ulempen er naturligvis et hav af potente fjender i både ind- og udland.

Anne Boleyn og hendes adelige familie er magtbegærlige mennesker, der prøver at dominere kongen og køre hans rådgivere, heriblandt Cromwell, ud på et sidespor. Da dronningen bliver gravid, er de ved at lykkes med forehavendet; hvis det bliver en søn, vinder de, for det er kongens højeste ønske.

Den stærke og imponerende konge er imidlertid en mand med vældig appetit på livet. Han spiser og drikker godt, er blandt rigets ypperste riddere ved de store turneringer og har naturligvis øje for det svage køn. Den undselige adelskvinde Jane Seymour kommer i søgelyset, men hvordan slipper man i givet fald af med Anne Boleyn, som man har tvunget hele det modstræbende, bagstræberiske England til at acceptere…

Thomas Cromwell er den ubestridte hovedperson, selv om meget af handlingen foregår ved hoffet. Han er en intelligent og flittig mand, der har kæmpet sig op fra rendestenen til en af rigets vigtigste positioner. Ringeagtet af adelen for sin usle herkomst, men værdsat af kongen for sin snuhed og loyalitet.

Hilary Mantel formår at genskabe de brogede miljøer, de sylespidse dialoger, de politiske og religiøse spilfægterier, sladderen og de livsfarlige intriger. Et uoverlagt ord ytret på det forkerte tidspunkt eller en forkert alliance kan koste én hovedet. Man duperes af de overdådige forhold, som kronen, kirken og adelen lever under, og forfærdes tilsvarende af overklassens isnende ligegyldighed over for de fattige og sultende.

“Magten” er som at se et veliscenesat udstyrsstykke af en storfilm om Henrik 8’s England., krydret med begavede dokumentariske indslag, der giver os forståelsen for spillet bag kulisserne. I sit efterskrift åbner Mantel lykkeligvis for, at en fortsættelse er på tegnebrættet. Af hjertet tak! Må denne serie aldrig få en ende.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter