0 kommentarer

Magi og meloner 2: Hekseri og hede kys af Sarah Mlynowski

af d. 4. december 2006
Info
 
Sideantal

286

Udgivet

2006

ISBN

87-02-03308-9, 978-87-02-03308-3

Originaltitel

Frogs and French Kisses

 

Gør jer bare klar til en bog med masser af magi, kærlighed og tja “velgørenhed”. Humoren er i top lige fra begyndelsen, da de to søskende Miri og Rachel har formået at overtale deres magikyndige mor til at lære lillesøster Miri at flyve. Rachel har ingen magiske evner, så hun må affinde sig med at være passager.


Mit eneste transportmiddel fra nu af bliver Lynkosten. “Lær mig det!” hvinede jeg.
“Du mener, lær mig det,” sagde Miri spydigt.
“Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle lære dig at flyve, ville jeg have taget cigaretter med,” sagde min mor.
“Du lovede at holde op!” mumlede jeg.
“Jeg ved det, jeg ved det. Jeg er jo også holdt op, ikke? Men at skulle lære jer at flyve bliver enormt stressende.” Hun gav sig igen til at gnave i sin tommelfingernegl. “Jeg vil lære jer det, men I skal love mig én ting -”
Pas på, flyv langsomt, ikke for højt op, ja, ja, ja, lige meget hvad!
“at I tager jeres cykelhjelme på.”

Men ikke alt er sjov og ballade, for Rachel skal i skole igen, efter at hun i første del har gjort sig virkelig uheldigt bemærket hos den populære klike på skolen. Der er da heller ikke meget tilgivelse at spore hos skolekammeraterne, så Rachel gør ret i at bekymre sig om at vise sig ude i offentligheden igen. Men lidt magi hjælper på det. Rachel burde måske have lært et og andet, skulle man synes, men nogle af de dyrt købte erfaringer virker til at være gået lidt i glemmebogen.

Denne anden del er meget forskellig fra den første, da hovedpersonernes roller er forandrede. Rachels påvirkninger og lokken har fået både Miri og hendes mor til i højere grad at udnytte deres magiske evner. Man kan måske godt sige, det endda tager lidt overhånd for dem begge.

Miri har planer om intet mindre end at redde alle verdens dyr og mennesker i nød, hvorimod deres mors mål er mere beskedent. Hun kaster sig ud i at finde en mand, hvilket måske lyder som noget man har hørt før, men når man er heks går det lidt anderledes for sig, så er det straks andre midler der tages i brug.

Hvad hovedpersonen Rachel angår, så har hun stadig følelser for Raf, fyren som det gik lidt skævt med i “Magi og Meloner”. Hun får Miri overtalt til en lille bitte kærlighedsfortryllelse, som skal få ham på andre tanker. Behøver jeg at nævne, at det ikke går helt som Rachel har planlagt?

Jeg troede ellers, at jeg havde luret, hvordan bogen skulle slutte, men der måtte jeg så tro om igen. Det var for mig en overraskende slutning, men jeg må sige, at nu glæder jeg mig så bare endnu mere til at læse den næste i serien.

Vil du vide mere om forfatteren til bøgerne, vil jeg anbefale et besøg på hendes hjemmeside www.sarahmlynowski.com. Her kan du både læse om hende og de første bøger i serien.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter