0 kommentarer

Månesøsteren af Lucinda Riley

af d. 5. december 2018
Info
 
Sideantal

636

Udgivet

2018

ISBN

978-87-638-5509-9

Originaltitel

The Moon sister, oversætter: Ulla Lauridsen

 

Det er nu den femte søsters tur til at fortælle sin historie i Lucinda Rileys serie om “De syv søstre”. I “Månesøsteren” følger vi Tiggy, der altid har følt sig bedst tilpas i naturen og med de dyr, der lever i den. Hun får i bogens start job på den skotske herregård Kinnaid, som ejes af Charlie. Tiggy får hurtigt følelser for ham, men da hun erfarer, at han både er gift og har en teenage datter, prøver hun at undertrykke dem. Tiggy bor i en hytte på godset sammen med en anden ansat, Cal. De bliver hurtigt gode venner, selvom de er meget forskellige. Tiggy har læst brevet fra sin afdøde adoptivfar, men er meget skeptisk omkring hans død. Hun har nemlig visse overnaturlige evner, og fornemmer at han måske stadig lever. Men hvordan og hvor? Da Tiggy møder en gammel sigøjner fra Spanien som før har arbejdet på godset, gør han store øjne. Han har ventet på hende i mange år, da han som dreng blev spået, at han ville få en ung pige til at vende hjem til sine rødder… Historien skifter nu fokus til Spanien i starten af 1900 tallet. Maria bor med sin mand og 4 børn i klippehuler med andre sigøjnerne i Granada. De har kun lige til dagen og vejen, så da det står klart, at datteren Lucia har et stort talent for at danse flamenco, drager far og datter afsted for at tjene penge. Lucia bliver en berømthed, men alt har sin pris og meget ondt sker i den lille sigøjnerfamilie.

Med fare for at gentage mig selv, må jeg bare konstatere, at Riley er en eminent historiefortæller. Hun gør det igen og igen, ryster den ene spændende historie ud af ærmet efter den anden. Og med denne serie sætter hun i hver bog fokus på et nyt land samt virkelige historiske hændelser. Denne gang i Frankos rædselsregime, hvor meget få sigøjnere overlevede.
Med denne bog nr. 5 i serien er man som læser også begyndt at kunne se en ende. Der er kun en enkelt søster tilbage, men der mangler jo en. Mon de finder deres syvende søster? Og hvad skete der egentlig med deres adoptivfar? Tiggys historie rummer både kærlighed, magi og ikke mindst dramatik, så selvom bogen er lang kunne jeg sagtens være blevet i dens univers et par 100 sider mere.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter