0 kommentarer

Måneansigt af Sara Mesa

af d. 4. april 2020
Info
 
Sideantal

136

Udgivet

2019

ISBN

978-87-93578-17-3

Originaltitel

Cara de pan
oversætter: Sara Høyrup

Udgave

1. udgave

 

Casi er ikke hendes rigtige navn, men pigen på næsten 14 år (casi catorze) hader sit rigtige navn. Ligesom hun hader meget andet ved sig selv: hun er for tyk, har bumser på armene, har ikke nogen kæreste, men mest hader hun nok sit øgenavn ’Måneansigt’, som en af pigerne i klassen har fundet på. Det gør hende ked af det. Hun hader skolen med al dens påtvungne gruppearbejde, hun vil helst bare holde sig for sig selv, løse opgaverne selv. Og en dag holder hun op med at gå i skole. I stedet for går hun hen i en park, hvor hun sidder med sine blade og nyder at være i fred.

En dag dukker en mand op og sætter sig i hendes nærhed. De falder i snak – og langsomt udvikler der sig et venskab mellem de to. Han er ikke som andre voksne. Han er lidt underlig. Han går pænt klædt i jakkesæt og har en imponerende viden om fugle og om sangeren Nina Simone. Han stiller ikke spørgsmål på samme måde som andre voksne, men accepterer uden videre Casi og hendes valg. Casi føler sig tryg sammen med ham, hun kan godt fornemme, at han er lidt sær, men hun accepterer ham, som han er. Efterhånden får hun ham til at fortælle lidt om sig selv, selv om det gør ham urolig at tale om det. Casi begynder langsomt at blive interesseret i fugle, hans entusiasme smitter.

I flere måneder mødes de to i parken – indtil man godt fornemmer, at det er ved at få en ende.

Bogen fangede mig hurtigt, og da det ikke er en tyk bog, var den hurtigt læst – man er simpelthen nødt til at læse videre. Man er som læser aldrig utryg ved, at den gamle mand (det er det, Casi kalder ham) og den unge pige mødes. Den gamle mand er på mange måder naiv og uskylden selv, ligesom Casi stadig er et barn, en ung pige med en livlig fantasi.

Det er mere omgivelsernes reaktion, man frygter, mens man læser. Den gamle mand har lært på den hårde måde, at det ikke er i orden, at en gammel mand snakker med børn. Han vidste det ikke. Han har været spærret inde på en anstalt, hvor han blev fyldt med medicin. Men det eneste han vil, er at være i fred, gå en tur alene, lytte til Nina Simone og kigge på fugle.

Det er en virkelig fin lille bog om et venskab mellem to umage personer, der dog på mange punkter ligner hinanden. Et venskab, ingen må kende til – for fordomme er der mange af, mistro og anklager, der må jo ligge noget under, det er upassende, ikke normalt …

En lille perle, som jeg meget gerne anbefaler.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter