0 kommentarer

Målmanden og havet af Maria Parr

af d. 2. august 2018
Info
 
Sideantal

239

Udgivet

2018

ISBN

978-87-93209-56-5

Originaltitel

Keeperen og havet (oversat fra nynorsk af Jannie Jensen)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Tidligere i 2018 udkom ”Målmanden og havet” på forlaget Batzer & Co.
Der er tale om en børnebog for de lidt større børn, med lidt god vilje kan bogen ligefrem kaldes for en bog for pre-teens.

Inden spydige sjæle påstår, at 40-årige kvinder ikke skal anmelde ungdomsbøger vil jeg indskyde, at der faktisk er tale om en rigtig fin bog, der i høj grad har fortjent de gode anmeldelser og rosende ord, som er skrevet om bogen.

Bogens hovedperson er den 12-årige pige Lena Lid, der spiller fodbold i sin fritid. Eller rettere – Lena Lid er målmand, og det er hun sådan set glad for indtil en ny fodboldtræner melder sin ankomst og begynder at forpeste hovedpersonens tilværelse på det groveste (hvornår synes en 12-årig IKKE, at de voksne forpester tilværelsen? – jeg spørger bare…).

Lena Lid lever et liv som de fleste 12-årige piger gør (som om jeg kan huske hvordan det er at være 12 år, ikke….). Udover at kredse om en debil fodboldtræner handler bogen også om drengen Theo, der bor i nabohuset og meget gerne vil gøre indtryk på den nye pige i klassen og om vores hovedpersons farfar, de holder at fiske, men også bekymrer sig over, at han er ved at blive gammel (hvilket man vel reelt ofte er når man er blevet farfar).

”Målmanden og havet” er en bog, der er hurtig at læse, men som alligevel gør indtryk på læseren, også selvom nogle af os blev født lige omkring den tid da Gorm den Gamle drog afsted.

Jeg synes, at der her er tale om en vellykket og velskrevet bog, der er skruet godt sammen. En bog, der rammer virkeligheden – og en ungdomsbog, som faktisk er væsentligt bedre skrevet end de fleste af de ungdomsbøger jeg høvlede i mig da jeg var omkring 12 år. På nogle punkter gav bogen næsten flash-back til hvordan det er, at være 12 år og usikker på sig selv og sin omverden – og det er da noget af en bedrift.

Når min datter bliver ældre vil jeg ikke tøve med at give hende denne bog at læse, jeg er sikker på, at den vil blive en succes og at den stadig holder til den tid selvom min datter i skrivende stund kun er lidt under et år gammel.

”Målmanden og havet” er i høj grad en læseværdig bog, som jeg holdt af at læse og den får derfor 4 store stjerner med på vejen af denne midaldrende anmelder.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter