0 kommentarer

Lydia af Monica Ali

af d. 15. februar 2015
Info
 
Sideantal

289

Udgivet

2011

ISBN

978-87-11-40338-9

Originaltitel

Untold Story

 

Jeg blev overfaldet af denne bog. På bibliotekets første hylde under “A” – opdagede jeg hurtigt omslaget til “Lydia” – for det lignede jo .. Prinsesse Diana. Et vor tids smukkeste kvinder, der alt for tidligt måtte forlade denne verden. Et ikon, der blev rigtig helgen, da hun døde alt for ung og ulykkelig.

Og det er da også Prinsesse Diana, der er omdrejningspunktet i “Lydia”.

Forfatteren har lavet et tankeeksperiment om, at Prinsesse Diana ikke er død – men er forsvundet frivilligt for at slippe for pressens søgelys og det store pres, hun levede under. En god ven ved hoffet har hjulpet hende til at “drukne”, at få ændret sit udseende ved plastiske operationer, fundet et hjem til hende i USA og har fra prinsessens egne konti fået et passende beløb kanaliseret ind på en hemmelig konto. Så hun kan leve – om ikke lykkeligt – så dog incognito til sine dages ende.

Lydia – som prinsesse Diana nu kalder sig – har bosat sig i byen Kensington i USA, hvor hun arbejder på et dyreinternat og har fundet en håndfuld jævnaldrende veninder, som hun kommer sammen med. Hun lever beskedent og roligt og prøver at glemme den største pris, hun har betalt for sit forsvindingsnummer: at hun måtte forlade sine børn for evigt.

Hun sværmer lidt for Carson, der har mistet kontakten til sin datter og betror hende sit store tab. Flere gange er Lydia ved at fortælle ham, hvem hun virkelig er – men hver gang svigter modet hende. For vil han så stadig elske hende?

En dag dukker en paparazzi-fotograf tilfældigt op i byen og møder Lydia, der straks genkender ham som en af hendes tidligere plageånder. Umiddelbart genkender han ikke hende, men senere kommer han i tanke om, hvor han har set de smukke øjne før – og han planlægger den helt store afsløring, så snart han har fået verificeret, at personen Lydia ikke findes – men at hun er prinsesse Diana.

Lydia fatter mistanke og beslutter sig for endnu et forsvindingsnummer – og denne gang af større dimensioner end sidst.

Bogen har en masse referencer til Prinsesse Diana, og der er også mange, der har spekuleret i, hvor tilfældig hendes død var. Derfor synes jeg, at det var et forjættende tankeeksperiment, at hun var forsvundet frivilligt – og havde snydt hele verden.

Desværre bliver det på intet tidspunkt helt troværdigt i bogen. Så tilbage til bibliotekshylden med den smukke Lydia.

På engelsk hedder bogen “Untold story”, på dansk er den oversat til “Lydia”. Mon det sælger bedre? For mig var det fotoet af prinsesse Diana, der fængede – ikke titlen “Lydia”. Faktisk tror jeg, den ville have været mere lokkende, hvis man havde oversat titlen til “Den ukendte historie”.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter