0 kommentarer

Lyden af mørke af Lis Vibeke Kristensen

af d. 23. april 2010
Info
 
Sideantal

279

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7053-384-3

 

Lilith og Claus, som vi stiftede bekendtskab med i “En fest for Beate” er taget til en lille ø for at arbejde – Lilith er fotograf og Claus er musiker – og for at prøve forholdet af. Prøve om deres indtil nu meget uforpligtende forhold kan holde til ø-livet, og at bo sammen. Lilith er den mest skeptiske – hun er vant til at klare sig selv, at holde andre mennesker 5 skridt fra livet, ikke involvere sig følelsesmæssigt. Angsten for at blive såret ligger dybt i hende, hun stoler kun på sig selv – resultatet af en barndom uden omsorg.

“Trøst indgik ikke i min barndoms repertoire.” “Faktisk har ingen nogen sinde lært mig noget. Det, jeg kan, har jeg lært mig selv. At være voksen for eksempel. Jeg ved ikke engang, om jeg har lært det..”

På den lille ø kan Lilith ikke undgå at komme i kontakt med befolkningen, trods hendes beslutning om ikke at involvere sig. Hun bliver via Jannis betroelser inddraget i problemerne mellem PolitiLone og hendes sårbare teenagedatter, Janni, Jannis kæreste Ibbe, som Lone har forbudt hende at se, og Lones eksmand, Jannis far.

“Janni. Ingen kan hjælpe dig. Ikke jeg, ikke nogen anden. Du blev til, fordi nogen brændende ønskede dig. Det er hvad de fortæller dig, det er den myte, du er vokset op med. Sandheden er, at det ikke var dig, de ville have. Det var idéen om dig. Den skal du leve op til, den ramme skal du fylde ud. Den, der er dig, er der ingen, der interesserer sig for.”

Hun møder også Birger og Poul, der, som Lilith hurtigt fornemmer, ikke er helt fine i kanten. Michael, som overskrider Liliths grænser og skaber angst. Den gigtplagede Gunnar. Og endelig Alina, som har hårdt brug for hjælp.

Noget forandres i Lilith – hun oplever at føle omsorg og bekymring for Janni og Alina, og mærker, at hun må hjælpe de to mennesker. Også forholdet mellem Lilith og Claus ændres – hun vover sig lidt ud af sin skal. “Noget er sket. Noget der gør det kendte anderledes. Mellem os, med os. Noget der smider puslespillets brikker op i luften. Når de lander, er det som et helt nyt billede.”

Lilith er udsat for flere ubehagelige og skræmmende oplevelser, og den uhygge vi oplever gennem Lilith får det til at risle ned ad ryggen. Den forandring, der sker i Lilith, mens hun er på øen, beskrives meget fint gennem tanker og handlinger. Det er fantastisk godt skrevet, man lever sig helt ind i Liliths stemninger og den angst, som er med til skabe gyserstemningen. Både sprogligt og handlingsmæssigt er det en virkelig velskrevet bog – gyser, kærlighedshistorie og måske mest af alt fortællingen om en kvindes indre kamp mod sig selv.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter