0 kommentarer

Lurian af Andrias Andreasen

af d. 20. februar 2017
Info
 
Sideantal

421

Udgivet

2017

ISBN

978-87-7190-303-4

 

Færøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

”Lurian” har takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andrias Andreasen er debutant med sin tendens til at overforklare scenerne og et snørklet, næsten kancelli-agtigt sprog. Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Vi skal næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid, ligesom der undervejs introduceres flere sidehistorier (bl.a. om Johnny betjent), som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Der er dog også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert, kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Det er interessant at følge hvordan Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, og hvordan de alligevel udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Ligeledes er der et stort spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingre imellem Lurians behandling af sine ofre. Jeg kan også godt lide, at handlingen er henlagt til 80’erne og 90’erne, hvor politiet endnu ikke brugte DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Alt i alt en ikke helt vellykket debut, som er for lang tid om at komme i gang, men som bliver bedre mod slutningen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter