0 kommentarer

Love Me Do af Morten Sabroe

af d. 23. juni 2017
Info
 
Sideantal

328

Udgivet

2016

ISBN

9788740023343

Originaltitel

Love Me Do

Udgave

1.

 

Folk som går på gaden mellem bilerne og sover,
skynder sig – men ved det ikke – med at blive kørt over

Morten Sabroe har skrevet en roman om Morten Sabroe og Morten Sabroes smukke kone, Do. Trods en dobbeltsprængt akillessene og et grasserende alkoholforbrug trækker Morten Sabroe let på tå sin læser rundt i en labyrintisk plot-konstruktion, hvor det til slut viser sig, at det ikke er Morten Sabroes syge ben, der er romanens egentlige omdrejningspunkt. Dramaet om Morten Sabroes akillessene er et dygtigt dække over den egentlige konflikt i Morten Sabroes roman. Hvad den går ud på skal ikke afsløres her. En stor overraskelse venter den tålmodige læser.

Morten Sabroe er en mester i at skrive om Morten Sabroe, selvskildringen bevæger sig inciterende i spændingsfeltet mellem heltekvad og spottevise. Men Morten Sabroe kan og vil mere end at skrive om Morten Sabroe. Morten Sabroe vil ind i mørket for at hente lyset ud. Ikke bare til Morten Sabroe og hans elskede Do; men til hele menneskeheden. Han vil i kødet på den kollektive europæiske frygt for arbejdsløshed, fattigdom, hjemløshed, fremmede, sammenbrud, sygdom, fallit og flygtninge.

Trods flere tilløb og en dyrt købt t-shirt med et billede af Aylan Kurdi på brystet, bliver Morten Sabroes engagement i flygtningeproblematikken aldrig for alvor overbevisende. Morten Sabroes samfundsengagement lyser klarest, når han retter sin skrivekunsts følgespot mod en af menneskehedens største kollektive fortrængninger: biltrafikkens mange dødsofre. Selv i Irak er der større sandsynlighed for at dø i en trafikulykke end i et terrorangreb, en realitet der spejles forbilledligt i Morten Sabroes roman om Morten Sabroe, hvor biltrafikken i løbet af romanens 328 hårdt dialogpumpede sider kræver tre dødsofre. Desuden møder Morten Sabroe (og læseren) Mr. Pedersen, der har mistet synet i en bilulykke.

Morten Sabroes roman om Morten Sabroe og Morten Sabroes handlekraftige kone vil for alvor komme til sin ret ved at blive omskabt til film. Optaget on location. Med Kelsey Grammer som Morten Sabroe og Se dig for som musikalsk parafraserende tema. Asics, Ferrari, Tesla, Prada, Porsche og BMW – sponsorerne vil stå i kø for at få promoveret deres brands.

Go, Morten Sabroe, go! If you can walk you can dance.

Lån bogen på biblioteket

 

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter