0 kommentarer

Lone star af Mathilde Walter Clark

af d. 24. august 2018
Info
 
Sideantal

426

Udgivet

2018

ISBN

978-87-400-4261-0

Udgave

1. udgave

 

Dette er en meget personlig bog om det helt specielle forhold mellem en far og en datter, der bor meget langt fra hinanden, hvorfor deres møder har været sjældne, og derfor gemmes i hjertet som en særlig skat. Det kan mærkes, at det har været en stor og ikke helt nem proces at skrive bogen, at få minderne nedfældet, så de ikke går i glemmebogen. Jeg har læst ’Gips’ af samme forfatter – denne bog er helt, helt anderledes, mere seriøs og eftertænksom.

Bogen er i 2 dele. Den første del, ’Erindringsbog’, beskriver barnet Mathildes oplevelser af farens besøg i Danmark, mange små glimt, billeder, der har brændt sig fast i erindringen. Faren, der tog billeder. Næsten ordløse samtaler – for de talte hver sit sprog. En sommerfuglebroche, hun har fået af sin far. Den dag, hvor det går op for den 8- eller 9-årige Mathilde, at hendes far har 4 børn med sin kone i USA – og Mathilde pludselig bliver beriget med 4 søskende! Vi hører om hendes besøg i familiens kæmpestore hus i USA, mødet med de 4 søskende og farens meget specielle kone – der absolut ikke kan beskrives som den moderlige type:

’Hun sagde at hun havde en teori om hvordan man får selvstændige børn, om jeg ville høre den? Det ville jeg gerne. Den var enkel. Man lod dem sejle deres egen sø. Hun sammenlignede det med et svømmebassin. Hvis man ønskede at ens børn skulle blive ansvarlige mennesker, at lære dem at klare sig selv, måtte man kaste dem ud på dybt vand. En cigaret var i gang med at ryge sig selv i askebægeret, hun stod rank og rolig og sagde at man som mor måtte have nerver til at lade sine børn synke til bunds. If they swim, they svim, sagde hun.’

Breve spiller en stor rolle i bogen. Fordi de er langt fra hinanden, skriver de breve til hinanden, og vi hører om Mathildes håb om, at der er kommet brev fra faren, når der går for lang tid imellem. Brevene flytter med fra sted til sted – indtil Mathilde en dag i et anfald af oprydningstrang smider dem ud. En handling hun bittert fortryder, og som giver hende ondt i maven at tænke på. Til gengæld har faren gemt alle hendes breve.

Lone Star er også navnet på Texas’ flag – i anden del af bogen, ’Rejsebog’, er Mathilde i Texas, hvor hun sammen med sin far besøger fjerne slægtninge, kirkegårde, steder fra farens barndom, suger til sig i hele 10 dage – svimlende lang tid, bare de to sammen, og de nyder begge hvert øjeblik. Man mærker samhørigheden, respekten og kærligheden mellem far og datter.

Det er en flot, velskrevet bog, hvor forfatteren reflekterer over tingene og beskriver samværet med sin far, både når de fører dybe og filosofiske samtaler om tiden og nuet, og når de er stille sammen. Mathilde Walter Clark er en god iagttager, hun suger alt til sig i detaljer, og beskriver personer og steder næsten fotografisk. Hun er nysgerrig – på den gode måde – og vil vide så meget som muligt om slægten og dens historie. For mig blev del 2 næsten lidt for detaljeret og jeg måtte opgive at holde styr på familieforholdene – her ønskede jeg virkelig, at det stamtræ, Mathilde og hendes far tegner på deres tur til Texas, havde fået en plads i bogen. Ligesom jeg ønskede, at bogen havde indeholdt nogle af de mange fotos der skrives om. Kun et enkelt har fået en plads indvendig på omslaget.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter