0 kommentarer

Logbog fra et livsforlis af Erik Valeur

af d. 30. september 2015
Info
 
Sideantal

442

Udgivet

2015

ISBN

978-87-400-0414-4

Udgave

1. udgave

 

En gammel dame forsvinder fra sit plejehjem i Gentofte. Tilbage ligger to stykker gul plastic og et tomt chartek, hvori burde have befundet sig et underskrevet testamente.

Især det forsvundne testamente bekymrer Enkefruens to sønner, Palle og Poul Blegman, henholdsvis stats- og justitsminister i kongeriget Danmark. Det kan have væsentlig betydning for såvel deres politiske som økonomiske fremtid. Politiet er på bar bund.

Alene i et fyrtårn i “det ødeste udkantsområde i hele denne her udkantsnation” bor en midaldrende særling. Han kender brødrene fra gamle dage. Næsten samtidig med, at Enkefruen forsvinder den 1. januar 2015, får manden sit ottende varsel om pludselig død. Men hvis død?

Manden i fyrtårnet overvåges i det skjulte af en skikkelse fra hans fortid – den mystiske kvinde, der også var hovedperson i ”Det syvende barn”. Hun kender til dystre hændelser tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor den sære mand, de to ministre og en håndfuld klassekammerater boede i det samme trygge middelklassekvarter i Søborg. To trafikuheld med dødelig udgang, voldtægt, mobning med livsvarige konsekvenser… Kvinden aner, at flere af de gamle venner har motiver til hævn selv så lang tid efter.

Så vidt handlingen i ”Logbog fra et livsforlis”, en selvstændig fortsættelse på Erik Valeurs prisbelønnede debut, ”Det syvende barn”. Som etteren er ”Logbog…” meget underholdende. Romanens store force er de samme elementer, der gjorde ”Det syvende barn” så læseværdig: De plagede børn, de uforklarlige hændelser, de pæne folk fra Nordsjælland sat op over for mindre heldigt stillede individer, alt sammen pakket ind i en stram komposition.

Især de skæve børn er Valeurs speciale – og det, der hæver hans bøger over ren mainstreamlitteratur. Vi præsenteres for nogle tankevækkende forklaringer på, hvordan et dybest set sundt barn udvikler en livslang særhed, der kun vokser sig stærkere og stærkere.

Det kunne være så godt, og alligevel halter bogen fælt. For som en anden Jan Guillou har Valeur en svaghed for at overdrive sine virkemidler helt ud i det tegneserieagtigt karikerede. Persongalleriet har tilnavne som Enkefruen, Patriarken, Drabschefen og Nummer To (hans næstkommanderende m.fl. Og begivenhederne finder ved lokationer som Helvedesdybet og Kæmpens Fodspor.

Valeur klipper kvikt mellem sine mange personer. Bedst er barndomsscenerne, der starter i slutningen af 50’erne. Gumpetunge er til gengæld de parallelle kammerspil, der foregår mellem ministerbrødrene og mellem Drabchefen og Nummer To; mere lavpandede replikskifter skal man lede længe efter.

Gennem hele bogen klinger en skærende falsk tone; en art ironisk distancering, hvor forfatteren gør sig klogere end sine let tumpede hovedpersoner. Samtidig har Valeur en tendens til at nipse, at skrive i små guirlander, der snor sig om sig selv, side efter side – uden at handlingen rokker sig af stedet.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter